satellit_polen
PIASECZNO: Polsk firma med speciale i rumteknologi bygger ny satellit, der skal gøre sejladsen på Østersøen mere sikker.

Det polske firma CreoTech Instruments vil bygge Polens første kommercielle satellit, der skal tages i brug fra 2020.

Sikker sejlads på Østersøen

Den 40 kilo tunge satellit med navnet SAT-AIS-PL vil blive lejet ud til de polske søfarts-myndigheder, kystvagten og flåden, og den kommer blandt andet til at bidrage til at gøre sejladsen mere sikker på Østersøen.

– Satellitten vil levere information, der vil hjælpe med at øge sikkerheden for skibstransporten på Østersøen og i andre farvande, siger direktør i CreoTech Instruments Grzegorz Brona til Polsk Radio.

Firma fra 2008

Firmaet CreoTech Instruments, der ligger i Piaseczno syd for Warszawa, blev grundlagt i 2008 og har speciale i rum-teknologi. Firmaet har blandt leveret udstyr til Den Europæiske Rumorganisation ESAs nyeste Mars-mission, der blev sendt af sted i 2016.

Den ny satellit er også blevet udviklet af firmaet på bestilling fra ESA.