GDANSK: 120 millioner togpassagerer risikerer at miste deres tog. Det regionale selskab indgiver konkursbegæring, skriver Gazeta Wyborcza.

Bestyrelsen for PKP Przewozy Regionale (det regionale togselskab i Region Pomorski red.) har anmodet selskabets direktion om at indlede en konkursbehandling af selskabet.

Det kan betyde, at 120 millioner passagerer, som i dag bruger de regionale jernbaner, kan stå uden tog i fremtiden.

Problemer

PKP Przewozy Regionales største kreditor er det landsdækkende togselskab PKP koncernen (polske DSB red.), der har et tilgodehavende på 89 millioner zloty.

Sagen er nu overgivet til fogeden, og kan betyde at PKP overtager det regionale togselskab. Det er dog langt fra sikkert, da det regionale togselskab har modtaget millioner af euro og zloty fra EU og den polske stat.

Hvis selskabet overtages af det landsdækkende selskab, bortfalder baggrunden for tilskuddene, og derfor er PKP koncernen formentlig slet ikke interesseret i at få deres penge hjem på den måde.

Tror ikke på konkurs

– Jeg tror ikke på, at selskabet kan gå konkurs, siger formanden for region Pomorskie, hvor Gdansk er hovedbyen.

Med alle de midler det regionale PKP har fået i støtte fra flere sider, undrer regionsformanden sig over hvor alle pengene er blevet af.

– De kan umuligt gå konkurs, siger han.

Den polske regering skal diskutere de regionale togselskaber økonomi senere på måneden.