Polske unge i Danmark skuffede over danske politikeres hetz

    Dansk_polsk_ungdom_Justyna_Maja_Giannoccaro_polennu
    Justyna Krawczyk formand Dansk-polsk Ungdom. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.

    – Jeg bliver så skuffet, når jeg hører danske politikere snakke om, at vi bare kommer for at få dagpenge. Det er slet ikke min erfaring, siger Justyna Krawczyk til Danmarks Radio. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.


    KØBENHAVN: Unge polakker er skuffede over danske politikeres ubegrundede hetz på polakkerne i Danmark. Ny DR-undersøgelse punkterer myter.


    Svenskerne er den eneste gruppe EU-borgere, der trækker lige så meget på velfærdsydelserne i Danmark som danskerne selv gør. Det viser nye tal, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har analyseret.

    Politik skabs vildledning

    Den seneste tid har den politiske debat om børnechecken til EU-borgere bølget gennem Christiansborg, hvor flere har frygtet, at lige adgang til velfærdsydelser virker som en magnet på borgere fra andre EU-lande, der kommer til Danmark uden en hensigt om at arbejde, skriver DR. Men anklagerne mod polakker er ubegrundede, og unge polakker tager nu til genmæle over de grundløse anklager fra politikerne på Christiansborg.

    Skuffet over mistanken

    Formanden for foreningen Dansk-Polsk Ungdom, Justyna Krawczyk, der efter tre år med studier og arbejde i Danmark, har da også svært ved at forstå den ubegrundede hetz mod sine landsmænd.

    – Alle de unge polakker, jeg kender, har arbejde eller er studerende, der ønsker at etablere sig og arbejde her. Jeg kender ingen, der kommer for at hæve dagpenge eller kontanthjælp, siger Justyna Krawczyk til DR. Hun håber, at debatten kan få en anden drejning nu.

    – Jeg bliver så skuffet, når jeg hører danske politikere snakke om, at vi bare kommer for at få dagpenge. Det er slet ikke min erfaring, siger Justyna Krawczyk. Den polske ungdomsformand vil dog ikke sætte navne på politikerne overfor polennu.dk, men siger:

    – Politikerne ved udemærket godt selv, hvem det er jeg langer ud efter. Jeg håber de bliver lidt flove, når der nu også er dokumentation for, at deres hetz er helt ubegrundet. Men der er jo valg til Europa-parlamentet i maj, så måske er det derfor at de er blevet lidt useriøse, siger Justyna Krawczyk til polennu.dk.

    LÆS MERE
    Eksternt link: Dansk-polsk Ungdom

    Intet belæg

    Undersøgelsen fra DR, har også fået to af landets førende forskere i velfærd og EU til at kalde debatten på Christiansborg fordrejet.

    – De her tal understreger, at der ikke er belæg for at anklage folk fra Polen og Rumænien for at komme til Danmark med henblik på at udnytte velfærdssystemet, siger Dorte Sindbjerg Martinsen, professor på Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

    Kommer for at arbejde

    Hun suppleres af Jon Kvist, professor på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet (RUC):
    – Det her billede bekræfter, at hovedparten af dem, der kommer fra de nye EU-lande, er kommet for at få arbejde og har ikke slået sig ned i samme omfang som borgere fra de gamle EU-lande.

    – Det her bekræfter, at hovedparten af dem, der kommer fra de nye EU-lande, er kommet for at få arbejde, siger Jon Kvist, professor ved RUC til DR.

    LÆS MERE
    Eksternt link: Artikel fra DR hjemmeside om undersøgelsen