Præsident på vej med underskrifter

    2017_nyt_solidarnosc_logo_polen

    3 x nej – Logoet for polakkernes spontane kampagne for at fastholde demokratiet i Polen, er lavet af den samme tegner som lavede det berømte Solidarnosc logo på skibsværftet i Gdansk i 1980. Samme tegner lavede også logoet, da Polen havde formandskabet for EU i 2012. Foto: ESG.


    WARSZAWA: Det forlyder fra flere kilder, at præsident Andrzej Duda nu er klar til at underskrive to ud af de i alt tre kontroversielle lovforslag.


    Kilder omkring præsidentpaladset mener, at Polens præsident Andrzej Duda er klar til at underskrive de kontroversielle love, der efter Europa-Kommissionen mening betyder ende for den polske retsstat og demokratiet i landet.

    To ud af tre

    Ifølge kilderne vil præsidenten i første omgang kun underskrive to ud af de tre kontroversielle love, og det vil han gøre meget snart – måske allerede mandag, er vurderingen. Duda vil ifølge kilderne sende spørgsmålet om højesteretsdommerne videre til forfatningsdomstolen til en uddybning eller nøjere vurdering. Det skal understreges, at oplysningerne ikke er bekræftet fra officiel polske side.

    Møde med dommere

    Officielt er det dog, at Andrzej Duda mandag mødes med Højesterets præsidenten og lederen af det nationale råd for retsvæsenet (KRS). Præsidentens stab betegner mødet som konsultationer.

    Svækket præsident

    De omfattende ændringer vil også betyde, at præsidentens kan afsættes af anklagemyndighederne og parlamentet i fællesskab, så Andrzej Duda har al mulig grund til at nedlægge veto, selv om det forekommer mere end usandsynligt.

    Udsætter protest

    Med præsidentens tøven omkring det tredje forslag håber den polske ledelse formentlig på at kunne lægge den dæmper på de omfattende demonstrationer i landet, og på de stærke reaktioner fra EU og USA.

    Kommunister i 140 byer

    Lørdag var der demonstrationer i 140 byer, og søndag aften er der titusindvis af polakker på gaderne. Det statskontrollerede TVP fortalte søndag, at demonstranterne var kommunister. Trods protesterne ventes det at præsidenten vil have underskrevet alle forslag i løbet af kort tid, og før fristen udløber efter 21 dage.

    EU indleder sag mod Polen

    Når lovpakken er underskrevet af præsidenten ventes det at EU vil indlede flere sager mod Polen. EU medlemslandet siden 2004 opfylder med den nye lovpakke ikke længere kriterierne for at være medlem af den europæiske union.