Protester mod rygeforbud på barer og restauranter

    Cigaretten skal fremover slukkes inden man besøger restauranter og barer i Polen, hvis et nyt forslag der skal førstebehandles i Sejmen bliver til lov. Forslaget er mere restriktivt end den danske rygelov. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    WARSZAWA: Restauranter og barer i Polen vil selv bestemme om de vil tillade rygning. Om kort tid førstebehandler det polske parlament en ny restriktiv rygelov.


    Ni millioner polakker ryger, og rygning er årsag til 70.000 dødsfald i Polen om året. Nu vil et flertal i Sejmen gøre det forbudt at ryge på offentlige steder, f.eks. barer og restauranter som det kendes fra Danmark.

    Men de polske restauratører kæmper imod lovforslaget, og har startet en kampagne mod den nye rygelov.

    Øl og røg

    På flere og flere polske restauranter er der sat plakater op, der opfordrer politikerne til at blande sig uden om hvor man kan ryge. Restauratørerne mener, at rygeforbuddet vil ødelægge deres forretninger, da 9 millioner polakker er rygere.

    – Rygning øger salget, folk drikker øl og ryger, og der er mange rygere her, siger bartenderne Kamil og Tomek til det polske dagblad Gazeta Wyborcza. De siger også, at kampagnen mod rygeforbuddet er et græsrodsinitiativ.

    Tobaksindustrien bag?

    På en anden cafe i en anden del af byen kunne dagbladets reporter dog konstaterer, at folk fra tobaksindustrien stod bag organiseringen af kampagnen mod den nye rygelov i det pågældende område.

    Valgår

    Der tegner sig på forhånd et solidt flertal for den nye rygelov i Sejmen, men da Polen skal ud i en valgkamp for at finde en ny præsident til november, er det umuligt at forudsige om den nye lov også bliver gældende i nær fremtid.