Redningplan for polske værfter lider skibbrud

    De to værfter har stor symbolsk betydning i Polen. Foto: msp.gov.pl.


    WARSZAWA: Den polske stat modtog ikke betaling for de to skibsværfter i Gdynia og Szczecin indenfor tidsfristen.


    Ved midnat mellem mandag og tirsdag skulle den polske stat senest have modtaget 150 millioner US dollars fra køberne af de to værfter i Gdynia og Szczecin.

    Pengene dukkede ikke op, og nu sejler fremtiden for de store industrivirksomheder.

    Solgt på internettet

    Væfterne blev tidligere på året solgt på en auktion over internettet.

    Ifølge Polskie Radio står det ikke helt klart, hvem køberne var.

    Greenrights Particular Fonds, United International Trust og Qinvest Bank fra Qutar har på skift været nævnt, som involverede i handlen.

    Qinvest Bank har benægtet at have noget med købet af værfterne at gøre.

    Minister står til fyring

    Køberne fik i første omgang frist indtil 21. juli til at betale købssummen.

    Fristen blev forlænget, men premierminister Donald Tusk gjorde samtidig klart, at hvis handlen endte i fiasko, ville den ansavrlige minister, Alexander Grad, blive fyret.

    Nyt tilbud fra Qatar

    Sidst på eftermiddagen tirsdag meddelte ministeren, at han har fået en henvendelse fra Qatars ambassade i Warszawa.

    Ifølge ministeren overvejer Qatari Investment Autority, som er en statslig investeringsfond, at købe de to værfter.