Det er især de yngste og de ældste grupper, som regeringen har fokus på i nyt udspil, som skal bekæmpe arbejdsløsheden i Polen. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.
WARSZAWA: Regeringen har sat penge af til at bekæmpe arbejdsløsheden næste år, og indsatsen skal især rettes mod de unge.
6 milliarder zloty har Polens regering sat af til at bekæmpe arbejdsløshed næste år. Det siger Polens arbejdsminister Wladyslaw Kosiniak-Kamysz. Pengene kommer fra den Polske Arbejdsfond.
Særlig pulje til unge
En del af indsatsen målrettes til at bekæmpe arbejdsløshed for unge under 30 år. Regeringen vil det første år refundere de unges løn op til den polske minimumsløn på 1750 zloty, hvis arbejdsgiveren ansætter en ung medarbejder og lover at beholde medarbejderen mindst et år mere for egen regning.
Efteruddannelse
Regeringens udspil indeholder desuden penge til mere efteruddannelse af polske ledige og tilskud til virksomheder, der har ansat medarbejdere over 50 år.
Der er valg i Polen 25. oktober.