Rekordstor dansk udviklingsbistand til Ukraine

Flygtninge fra Ukraine
Danmark øger udviklingsbistand i Ukraine i finansloven for 2024, oplyser Udenrigsministeriet fredag i en meddelelse. Foto: LAPP PRESS FOTO.

KØBENHAVN: Danmark har i finansloven for 2024 afsat et rekordstort beløb til udviklingsbistand til Ukraine, der skal støtte genopbygningen af landet.


Danmarks regering har afsat et rekordstort beløb til udviklingsbistand til Ukraine. Det oplyser Udenrigsministeriet fredag.

Danmark vil hæve rammen for udviklingsbistand til Ukraine, som dermed igen bliver det største modtagerland af dansk bistand. Med finansloven 2024 lægger regeringen op til at hæve rammen fra 1,2 til 1,5 mia. kr. til civile indsatser i Ukraine og de østlige naboskabslande under Ukrainefonden.

Udviklingsminister Dan Jørgensen:

– Det er en kerneprioritet for regeringen at hjælpe Ukraine og den ukrainske befolkning. Derfor afsætter vi igen i år et rekordhøjt beløb til civile indsatser så vi kan fortsætte den vigtige støtte og hjælp med at tackle de hårde konsekvenser af krigen. Genopbygningen af Ukraine bliver langvarig og behovene er enorme, siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.

Konkret udviklingsbistand til Ukraine

– Konkret skal den danske bistand blandt andet bidrage til at levere akut hjælp til ofrene for krigen. Samtidig skal også hjælpe med den tidlige genopbygning af landet. Det drejer sig om at bistå ukrainerne med en grønnere og bedre genopbygning af den kritiske infrastruktur såsom el og vand.

Regeringen har påtaget sig et særligt ansvar for byen Mykolaiv og dens genopbygning efter anmodning fra Ukraine selv. I Mykolaiv hjælper Danmark med at sikre bedre adgang til vand og varme, samt genopbygning og reparation af boligområder, skoler og sundhedsfaciliteter, skriver Udenrigsministeriet.

Ukraines nabolande

– Ruslands brutale angreb mod Ukraine trækker ikke bare dybe spor i det ukrainske samfund. Konsekvenserne strækker sig også ind i Ukraines nabolande, som er påvirket af russisk indflydelse, modtagelse af ukrainske flygtninge og udfordringer med energiforsyning. Derfor vil Danmark også have et øget fokus på de østlige nabolande. Danmark vil blandt andet hjælpe lande såsom Georgien og Moldova med at sætte skub i reformerne og de omfattende demokratiseringsprocesser, de står over for, skriver Udenrigsministeriet.

LÆS OGSÅ: Danmark øger støtten til Ukraine