Rusland beskylder Polen og USA for aftalebrud

    Kreml hævder at opstillingen af amerikanske missiler i Polen bare 60 km fra grænsen til russiske Kaliningrad strider imod de aftaler der er indgået mellem NATO og Rusland. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Rusland mener at opstillingen af amerikanske missiler i Polen er en overtrædelse af aftalerne mellem NATO og Rusland fra 1997.


    Ruslands viceudenrigsminister, Aleksandra Grushko, siger til radiostationen Golos Rosyi, at aftalen mellem NATO og Rusland fastslår, at begge parter skal afholde sig fra udstationering af permanente tropper i grænseregionerne, herunder områder i de nye medlemsstater.

    I denne uge ankom amerikanske soldater og missiler til den polske by Morag, 60 km fra den russiske grænse ved Kaliningrad.

    Ingen logik

    Den russiske viceudenrigsminister sagde, at situationen følges nøje i Kreml, da missiler er en trussel mod Rusland.

    Ifølge polske presseforlydender, vil den russiske udenrigsminister, Sergey Lavrov, kræve en forklaring af Polen og USA om spørgsmålet på torsdag i den kommende uge.

    Ingen undskyldning

    – Polen vil ikke undskylde for øvelser eller træning sammen med vores allierede, siger Polens udenrigsminister Radek Sikorski, som reaktion på de russiske udtalelser.

    Russiske missiler ved polsk grænse

    I en officiel kommentar til den russiske anklage, siger Radek Sikorski, at russiske S-300 missiler er opstillet tæt på grænsen til Polen. Han understregede i samme erklæring, at Polen som medlem af NATO har al mulig ret til at etablere forsvarssystemer sammen med sine allierede, og det bør ikke give anledning til problemer.

    Politisk problem

    Lederen af udenrigsudvalget i det russiske parlament, Konstantin Kosachov, besøgte Warszawa i denne uge, og sagde, at placeringen af de amerikanske missiler på polsk område, ud fra et militært synspunkt synes irrelevant, men at sagen rejser spørgsmål af politisk karakter.

    Beskyldningen kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Polen og Rusland er blevet forbedret.