NATO har optrappet sine øvelser i Polen og Baltikum det seneste år. Denne sommer blev der blandt andet holdt en øvelse ved Ustka i det nordlige Polen. Foto: NATO.
BRUXELLES: Storbritannien vil sende flere soldater til Polen og Baltikum, og det har fået Rusland til at true med modforanstaltninger.
Storbritannien har meddelt, at de vil sende flere soldater på rotationsøvelser i Polen og de baltiske lande. Ifølge Financial Times drejer det sig om 100 soldater.
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg glædede sig over det britiske udspil på et pressemøde torsdag under mødet for NATO’s forsvarsministre i Bruxelles.
Russisk svar
Det russiske udenrigsministerium reagerede på den britiske melding ved at meddele, at alle planer om at sende NATO-soldater og udstyr tættere på Ruslands grænser vil blive mødt af russiske modforanstaltninger, der vil være rettet mod at genoprette balancen i regionen.
Del af NATO-plan
Det britiske udspil er en del af den handlingsplan, som NATO vedtog i Wales sidste efterår, der skal øge NATO’s beredskab i de europæiske lande, der ligger tættest på Rusland.
NATO har ingen faste udstationerede soldater i Polen og Baltikum, men opruster nu antallet af soldater på roterende øvelser i området.