Status over skader efter oversvømmelser

Polen_floder_oversvømmelser

Ødelæggelserne efter oversvømmelserne i Polen i maj og juni beløber sig til mindst 11,5 milliarder zloty. Arkivfoto.


WARSZAWA: 266.000 polakker blev ramt af sommerens kraftige oversvømmelser og jordskred mange steder i Polen. 31.000 måtte evakueres.


Skaderne efter de voldsomme oversvømmelser mange steder i Polen i maj og juni beløber sig til mindst 11,5 milliarder zloty, oplyser det polske nyhedsbureau PAP.

Fra hus og hjem

I alt blev 266.000 personer ramt af oversvømmelser og jordskred, i en grad så de er berettiget til erstatning.

31.000 måtte evakueres, og mange har fået deres hjem ødelagt for altid.

En særlig fond skal nu hjælpe dem med at genopbygge deres huse og små virksomheder. Det ventes at EU’s solidaritetsfond deltager i finansieringen. Foreløbig har EU givet den polske regering lov til at udbetale erstatningerne.

811 byer ramt

14 ud af Polens 16 regioner var berørt af oversvømmelserne, og det skønnes at Polens bruttonationalprodukt (BNP) alene på grund af skaderne på afgrøder er faldet med 0,6 procent.

811 byer er ramt af ødelæggelser, ligesom 1.300 virksomheder er skyllet væk.

80.000 km veje

Cirka 80.000 kilometer af de polske regionale og lokale veje er ødelagt, og 1.160 km af de nationale hovedveje skal repareres. Det samme skal mindst 59 broer med forbindelse til det polske vejnet.

Naturkatastrofe

Europa-kommissionen betegner oversvømmelserne som en naturkatastrofe, og det er første skridt mod at opnå finansiering fra den europæiske solidaritetsfond. Men først skal Europaparlamentet og Europarådet (statslederne) godkende den polske regerings ansøgning om kompensation.

Først herefter kan Polen forvente at få dækket nogle af de mindst 11,5 milliard zloty, som de omfattende ødelægger i maj og juni skønnes at have kostet.