Store fremskridt for erhvervsklimaet i Polen

    Borgmestern_i_Region_Vestpommern_Szczecin_polennu

    Polakkerne er kreative når det gælder om at tiltrække investorer til landet, og de har fået flere gode argumenter. På billedet er det Region Vestpommerns borgmester Olgierd Geblewicz, der i juni havde indkaldt til sejler-træf i Szczecin, for at tiltrække danske investorer til regionen. Vestpommern er den region i Polen, hvor flest danske virksomheder har valgt at etablere sig. Arkivfoto.


    WASHINGTON: Polen er det land i verden, der det seneste år har gjort størst fremskridt når det gælder om at gøre det lettere at drive virksomhed, viser rapport fra Verdensbanken.


    Det er blevet lettere at drive virksomhed i Polen det seneste år.

    Verdensbanken har offentliggjort sin årlige rapport om mulighederne for at drive en virksomhed i 185 lande.

    Polen bliver fremhævet som det land, hvor der er sket de største fremskridt.

    Fire områder

    Verdensbankens analytikere peger især på fire områder, hvor tingene er gået fremad i Polen: Det er blevet nemmere at registrere ejerskabet af fast ejendom, at betale skat, at få kontrakter overholdt og få afsluttet konkurssager.

    Øget brug af IT og digitalisering har været med til at forenkle registreringen af ejendom og indbetalingen af skat.

    Flere dommere

    Der er blevet udnævnt flere dommere til de retsinstanser, som afgør stridigheder om kontrakter, og nye regler har sikret hurtige sagsbehandling i konkurssager.

    På den samlede liste over, hvor det er lettest at drive virksomhed, rykker Polen frem som nummer 55, hvilket er syv pladser bedre end sidste år.

    Let at få kredit

    Verdensbanken rangordner nationerne på baggrund af en række faktorer.

    Polen ligger nummer fire på listen over, hvor det er lettest for virksomheder at skaffe kredit.

    Til gengæld er Polen placeret helt nede som nummer 161, når det gælder om om at opnå en byggetilladelse, hvilket kræver at virksomheden skal gennem 29 forskellige proceduere. Det er dog én færre end sidste år.

    Danmark i top

    Singapore, Hong Kong, New Zeeland, USA og Danmark topper listen, mens Den Centralafrikanske Republik ligger sidst.

    Se hele rapporten (på engelsk)