UEFA præsenterer logo for EM i Polen og Ukraine

    Traditionelle papirklip har været inspirationen for designet til EM logoet. Foto: UEFA


    KIEV: ‘Sammen skaber vi historie’ – bliver sloganet for EM 2012 i fodbold. Turneringens logo er inspireret af polske og ukrainske papirklip.


    Det europæiske fodboldforbund, UEFA, har ved en ceremoni i Ukraines hovedstad Kiev afsløret logoet for EM i fodbold 2012.

    Turneringen skal spilles i Ukraine og Polen.

    Det dobbelte værtskab bliver antydet i EM sloganet “Sammen skaber vi historie”.

    Venner for evigt

    Præsentationen af logo og slogan blev foretaget af præsidenten for UEFA, Michel Platini, samt præsidenterne for de nationale fodboldforbund i Polen og Ukraine, Grzegorz Lato og Grigoriy Surkis.

    – Sloganet indeholder et klart budskab om, at Polen og Ukraine er klar til at overraske verden, og at vi vil give vores gæster en enestående oplevelse i sommeren 2012. Ukraine og Polen har en lang og kompliceret fælles historie, men denne turnering vil gøre os til venner for evigt, sagde Grzegorz Lato.

    Traditionel papirklip

    Logoet forestiller en gren med to blomster i de to landes nationale farver med en fodbold som en frugt i midten.

    Designet tager udgangspunkt i “wycinanka”, som er en traditionel form for papirklip, der bliver praktiseret på landet i både Polen og Ukraine.

    Papirklippene er ofte en hyldest til planter og dyreliv i det område, de stammer fra.

    Logo lyser op

    Logoet vil i de kommende dage blive illumineret på markante bygninger i de otte byer, hvor kampene skal spilles i 2012.

    De polske værtsbyer er Warszawa, Gdansk, Poznan og Wroclaw.