Uffe Ellemann-Jensen: Lech Walesa er udsat for et beskidt politisk spil

    Uffe_Ellemann-Jensen_i_Gdansk_polennu
    Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var en flittig læser og en stærk ven af polennu.dk. Her på besøg i Gdansk med polennu.dk redaktøren i 2011. Foto: Zuzanna Armada, polennu.dk.

    Uffe Ellemann-Jensen under et besøg i Gdansk. Bagerst ses bygningen hvor Lech Walesa havde kontor øverst oppe, indtil han flyttede ind i det nye Europæiske Solidarnosc Center, der åbnede i august 2014. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    KØBENHAVN: Danmarks længst siddende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen mener at hetzen mod Lech Walesa er en del af et beskidt politisk spil i Polen.


    Danmarks længst siddende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (1982-1993), evig aktuel i det udenrigspolitiske TV2 program Ellemann & Lykketoft (sammen med FN formand Mogens Lykketoft), mener at hetzen mod Lech Walesa ikke kun rammer den tidligere præsident, men hele Polen. På sin blog i Berlingske skriver han blandt andet:

    Ikke svine til

    Indrømmet: Walesa er besværlig, knarvorn og egocentrisk. Men derfor skal man ikke svine hans eftermæle til, sådan som det nu forsøges. Det vil ramme ikke blot Walesa, men også det Polen, som engang imellem har så vanskeligt ved at finde sin plads i historien.

    Uffe Ellemann mener, at der er al mulig grund til at være skeptisk overfor de ny fundne papirer, men ligegyldigt hvad papirerne viser, så slår Danmarks udenrigsminister under kommunismens kollaps fast i sin blog:

    PiS kan ikke

    Uanset hvad Walesa foretog sig i 70’erne, så vandt han sin plads i historien, da han i 1980’erne satte sig i spidsen for den bevægelse, der førte til kommunismens nederlag i Polen. Det kan ingen tage fra ham. Heller ikke de nuværende magthavere fra et parti, der meget passende er kendt under akronymet PiS.

    Gammel historie

    Historien om, at Walesa i 1970 skulle have skrevet under på en erklæring om at ville levere informationer til det hemmelige politi, er ikke ny. Han har selv bekræftet den tidligere. Men han har også sagt, at han aldrig ”leverede varen”, og en polsk domstol støttede ham i 2000.

    Men vigtigst af alt: Man kan ikke fratage Walesa, hvad han gjorde for ikke blot Polen og Europa, men for hele verden, da han som stålsat leder af Solidarnosc-bevægelsen pressede de kommunistiske magthavere til at give plads for demokrati. Han gjorde det trods voldsom modstand hjemme – og ofte halvhjertet støtte udefra. Jeg husker med beskæmmelse, hvordan danske ministre i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne havde travlt med at tale de polske brushoveder ned…

    Fra Jern- til sølvtæppe?

    Walesa fik Nobels fredspris i 1983. Han blev sit lands præsident. Han blev et ikon på linje med Havel, Meri, Sakharov… Og hvem husker ikke hans ætsende kommentar efter Murens fald, da vesteuropæiske ledere udtrykte bekymring for en udvidelse af EU med de nye demokratier i øst, og talte om en eller anden form for udvidet associering: Vi er lige sluppet af med Jerntæppet; skal det nu erstattes af et sølvtæppe? spurgte han, og skriver Uffe Ellemann-Jensen på sin blog.

    Uffe Ellemann-Jensen har ved flere lejligheder været sammen med Lech Walesa, og den tidligere udenrigsminister har et indgående kendskab til Polen og polske forhold. Læs hele bloggen på linket herunder.

    LÆS BLOG
    Berlingske: En svinestreg (i Polen)!