Usand historie i DR2 Udland om ny polsk lov

    DR2 Udlands Erkan Özden var studievært ved fredagens tophistorie, som ikke var rigtigt. Foto: DR.


    KØBENHAVN: DR2 Udland tegnede fredag et både usandt og fordomsfuldt billede af Polen med hjælp fra en dansker i Poznan.


    I fredags kunne danskerne dagen igennem følge en foromtale af DR2 Udland’s udsendelse kl. 19.30.

    Tophistorien var, at Polen nu som det første land i Europa ville kasterere de værste sexforbrydere – medicinsk.

    Polen ikke først

    Men Polen er ikke et foregangsland på det område. Det praktiseres i dag overfor danske sexforbrydere, der idømmes forvaringsstraffe for grove sager om sexovergreb, på samme måde som man nu vil gøre i Polen.

    – Valget mellem kemisk kastration og fortsat indespærring eksisterer allerede nu som en retlig og faktisk kendsgerning for de forvarede sædelighedsforbrydere’, skriver Vagn Greve, anerkendt dansk professor i strafferet om straffen til danske sexforbrydere.

    TV-LINK:
    DR2 Udland, fredag den 23. oktober

    Manipulation

    I DR2 Udlands udsendelse fra i fredags, fremstår medicinsk kasteration, som en egentlig kasteration, hvilket ikke er tilfældet. Betegnelsen er meget dramatisk, og helt misvisende.

    Medicinsk kasteration, eller kemisk kasteration, dækker ’kun’ over en periodisk afdæmpning af sexlysten. Den virker kun så længe at behandlingen holdes ved lige med f.eks. piller.

    Det kan på ingen måde sidestilles med en klinisk kasteration, som ikke indebære nogen mulighed for fortrydelse. Det er den type definitiv kasteration som seerne får opfattelsen af med lanceringen i programmet.

    Det er formentlig også det DR-redaktion selv troede, da tophistorien blev skruet sammen.

    polennu.dk skrev om misforståelserne efter at dagbladet Politiken i september havde fået samme opfattelse af historien, som DR2 Udland brugte som ’breaking news’ op til denne weekend.

    Kilden fra Poznan

    For at bekræfte historien, og styrke det dårlige indtryk af Polen som indslaget efterlod, havde DR2 Udland-redaktionen fundet Thomas Mathiasen, en dansk lektor, som i en direkte transmission foran et web kamera i Poznan, fortalte om det rå polske samfund, og at den polske presse slet ikke interesserede sig for sagen.

    Ingen medier skrev om det, sagde den danske lektor.

    Det er der også en god grund til, som ikke hænger sammen med polakkers uvilje til at diskuterer emnet. Lovforslaget har nemlig allerede været indgående behandlet i de polske medier i september, men hvor den danske lektor var henne på det tidspunkt, nævner historien ikke noget om.

    Fordomsfuld vrede

    Efter studieværtens spørgsmål til lektoren: Hvad siger man til tvangskasteration dér hvor du er – kunne seerne oplever en sand regn af påstande fra den danske lektor, om et mere råt Polen, og om talrige meningsmålinger hvor flertallet af polakker støtter dødsstraf fordi man ikke vil bruge penge på fangerne i fængslerne, og en fortælling om en ny, rå og hård polsk macho adfærd, som ’nærmest virker af militær karakter’.

    Det var blot nogle få af de stærkt fordomsfulde udtalelser fra den danske lektor.

    Hvilke miljøer?

    Det blev ikke oplyst i indslaget på DR2 i hvilke miljøer den danske lektor Thomas Mathiasen færdes, og hvor det er han møder mere ’råhed’. For en kendsgerning er det, at kriminaliteten i Polen – iflg. EU – er markant på retur.

    Polen har, med støtte fra EU, oprettet adskillige nye politikorps, der sikkert og effektivt sørger for ro og orden i det polske samfund. Så den ’rå’ påstand fra den danske lektor bakkes ikke op af kendsgerningerne.

    Det forhold kunne DR2 Udland have afdækket på under et minut.

    Andre kilder

    polennu.dk har weekenden igennem kontakte danskere i Polen, og konfronteret dem med påstandene om et mere råt Polen.

    De fleste af dem vi har talt med siger: tværtimod. En dansk forretningsmand i Poznan siger til polennu.dk:

    – Jeg har ikke i de ni år jeg har været i Polen følt mig mere sikker på gader og stræder end nu, uanset hvilken tid på døgnet jeg tumler rundt. Her i Polen er der ingen der skyder i gaderne som i Danmark, og jeg tror faktisk også at kriminaliteten er på retur hernede efter at politiet og andre enheder er meget synlige i gadebilledet.

    DET MENER VI:

    polennu.dk er af den opfattelse, at kritik af andre medier ikke er en opgave for os. Men ingen regel uden undtagelse.

    DR2 Udlands tophistorie i fredags er nemlig både usand, stærkt fordømmende og meget nedsættende overfor polakker. Den normale kilde-kritiske sans er der set bort fra.

    Derfor har polennu.dk undtagelsesvis valgt at bruge pladsen til dagens historie på en kritik af DR2 Udland.

    DR2 Udlands redaktion bør komme med både en rettelse og en undskyldning overfor polakkerne i aftenens program ovenpå fredagens fadæse.

    Den direkte transmission med lektoren – en måned efter at emnet blev debatteret i Polen – virker både malplaceret og komisk.

    Vi har ingen interesse i at lave et skønhedsmaleri af Polen og det polske samfund, men det er direkte skadeligt for danske relationer til Polen og for de i forvejen stærke og slidte danske fordomme om polakkerne, når en af landets public service tv-kanaler viderebringer stærkt nedsættende budskaber om en nation og et folk på et falsk grundlag, og i den bedste sendetid.

    DR kan gøre det langt bedre.

    Jens Mørch
    Chefredaktør