Inspektøren på koldkrigsmuseet Stevnsfortet, Iben Bjørnsson, er en af de eksperter der er med i DR-serien; Atombomberne over Danmark. Hun påpeger flere historiske fejl, som hun har gjort folkene bag serien opmærksomme på, skriver inspektøren. Foto fra DR.

KØBENHAVN: Inspektør ved Stevnfortet, der selv medvirker i DR serien; Atombomberne over Danmark, påpeger også flere afgørende historiske fejl.


Inspektør på Stevnsfortet, Iben Bjørnsson, der selv medvirker i den nye DR-dokumentarserie Atombomberne over Danmark, påpeger en lang række historiske fejl i serien.

Flere forskere tager afstand

I lighed med forsker Steen Andersen fra Rigsarkivet, skriver Iben Bjørnsson også blandt andet, at den såkaldte ”angrebsplan” overhovedet ikke er en angrebsplan. På Facebook skriver Bjørnsson.

LÆS OGSÅ: DR’s angrebsplan er ikke en angrebsplan

“En hemmelig angrebsplan” – det er mange år siden den har været hemmelig. Den har kørt adskillige runder i mediebilledet. Den er heller ikke en “angrebsplan” forstået på den måde, at dens scenarie forudsætter at vesten har slået først. Når man kalder det en angrebsplan, antyder man at Warszawa-pagten planlagde et uprovokeret angreb og det er der ikke noget der tyder på at de har gjort, skriver forskeren i en kommentar til serien.

Klippet fra

Flere forskere havde forinden advaret DR-folkene om historiske fejl, og Iben Bjørnsson har gjort det samme. Men uden virkning.

– Der er ting, jeg gjorde dem opmærksomme på flere gange, men det er altså ikke taget med, skriver Iben Bjørnsson.

– Der er kuk i kronologien: Kortet de tager udgangspunkt i er sidst opdateret og underskrevet i 1970, men i dramatiseringen tager de (vist nok?) udgangspunkt i den stigende spænding i 1980’erne – det bliver i hvert fald omtalt. Men i 1980’erne tog Sovjetunionen kystfronten (invasionen af Danmark) fra Polen, idet man ikke stolede på dem pga. pågående uroligheder og Solidaritetsbevægelse (Solidarnosc og Lech Walesa 1980, red.). NIKE-missilerne som jeg taler om, blev udfaset i 1983.

– Mit interview foran NIKE-missilerne er lige hårdt nok klippet. Det kommer til at lyde som om atomsprænghoveder var alt vi havde at forsvare os med, og jeg sagde ret klart at missilerne også virkede ganske fint uden at være atombevæbnede og ikke mindst at vi også skulle have forstærkninger fra NATO – det sidste fremgår heldigvis af resten af udsendelsen. Desuden gjorde jeg opmærksom på at “atomvåbenfri zone” ikke var officiel politik, men mere en de facto tilstand, skriver Iben Bjørnsson.

 

LÆS OGSÅ: Forsker afviser ny forklaring fra DR om tv-serie

Ros til serien

Det er dog ikke kun kritik, der kommer fra inspektøren fra Stevnsfortet.

– Når det er sagt, så synes jeg at det er positivt at der gives så meget taletid til eksperter og aktører og jeg synes at alle gæsteoptrædende – inklusiv medværten Trine Laier – kommer rigtig godt fra det.

– Jeg synes faktisk også det er rigtig fint at få et indblik i hvordan man egentlig forestillede sig at en krig skulle udkæmpes, da den imaginære/truende krig jo var et af den kolde krigs grundlæggende vilkår, skriver Iben Bjørnsson.

Siden polennu.dk første gang skrev om problemer med de historiske realiteter og DR-serien, har vi fået mange henvendelser fra historiekyndige, der er kommet med yderligere historiske fejl i DR-dokumentar-serien.

På den baggrund har vi formuleret redaktionens syn på sagen.

DET MENER POLENNU.DK
Det er dybt beklageligt, at DR – landets mest erfarne public service-tv-station – i en ”seriøs” dokumentar-serie, formidler historiske ukorrekte oplysninger, og vel at mærke, oplysninger som man i forvejen godt vidste var helt forkerte.
At bringe fokus på danskernes oplevelser og frygt under den kolde krig giver rigtig god mening, og DR skal anerkendes for det gode initiativ, det er. Men det er forkasteligt, at DR i sin iver for at skabe en dramatisk og ekstra spændende fortælling om den nyere danske historie, fuldstændigt ignorer de historiske kendsgerninger bag.
DR bør stoppe serien, og genredigere den til senere brug – renset for falske påstande, så danskerne kan få den korrekte fortælling om det vi ved, om den kolde krigs trusler. Der er nok af urimelige og falske fordomme mellem Polen og Danmark i forvejen. Hvis DR fortsætter serien, gør man sig skyldig i nationalt historiefusk. Og det er vel ikke god public-service stil.
Redaktøren

PS! Vi har ikke bygget en betalingsmur om polennu.dk. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om vores naboland Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp. Vælg mellem DKK 100,00 – DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – DKK 5.000,00  Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med Mobilepay, MASTER, VISA og andre anerkendte og sikre betalingsformer.