Soldater på vej til Darfur-regionen for at skabe fred

0

Polen bidrager med 400 soldater til Darfur-regionen. I går tog de fra Katowice med retning mod Darfur-provinsen.


400 polske soldater rejste i går fra Katowice i Polen til Tchad i Afrika. De skal være en del af EU’s fredsbevarende styrker, der skal beskytte den afrikanske civilbefolkning.


EU-missionen, der har været udsat flere gange på grund af de ustabile forhold i landet, skal beskytte flygtninge fra Darfur i den vestlige del af Sudan på grænsen til Tchad.

30 års borgerkrig

Tchad har været plaget af uro, siden franskmændene gav afkald på landet i 1960’erne. Der har været borgerkrig de seneste tredive år, og landets situation er blevet forværret m volden i nabolandet Sudan, hvor hundredtusindvis af flygtninge er flygtet fra voldlige regeringstropper i Darfur-regionen.

Ifølge flere eksperter, er missionen i Tchad en af de mest krævende og farlige opgave, som de polske soldater har deltaget i.

EU mission

De polske soldater skal sammen med kolleger fra Sverige, Rumænien, Belgien, Nederlandene og Finland skabe fred på landjorden, mens Grækenland og Spanien yder luftstøtte til missionen.

Polen stiller med den næststørste gruppe af soldater til missionen, der ledes af franskmændene. De polske soldater har forberedt missionen ved at træne i Zagania – tæt på den polsk-tyske grænse. I dag er de på plads i Afrika.


90 årsdagen for Polens uafhængighed fejret igår

0

Polens premierminister Donald Tusk lagde i går en krans ved den ukendte soldats grav i centrum af Warszawa. Foto: Polens Udenrigsministerium.


Tysklands kansler Angela Merkel og 15 andre stats- og regeringschefer deltog i går i 90 års dagen for Polens uafhængighed. Donald Tusk lagde en krans på den ukendte soldats grav i Warszawa.


De udenlandske stats- og regeringschefer deltog i går i det ceremonielle vagtskifte ved den ukendte soldats grav på Pilsudski pladsen i centrum af Warszawa. Præsidenterne fra Georgien, Litauen, Ukraine, Letland, Slovakiet, Slovenien, Ungarn var efterfølgende til galla arrangement i Operaen.

Præsidentens fest

Det var præsident Lech Kaczynski, der var vært ved arrangementet i Operaen, og det har givet anledning til en del skriverier i polsk presse den seneste uge.

Præsident Kaczynski havde nemlig ikke ønsket, at den tidligere præsident og nobelprismodtager Lech Walesa skulle deltage, efter at de to offentlig har været uenige om flere af Polens forhold. Derfor var Lech Walesa heller ikke inviteret med til den store nationale begivenhed, selv om hans indsats ubestridt har været afgørende for den polske historie og nationens uafhængighed af fremmede magter.

Polens regeringschef, premierminister Donald Tusk, var heller ikke med, men hilste dog på de internationale gæster, da han lagde en krans ved den ukendte soldats grav i Warszawa tidligere på dagen. Polens udenrigsminister Radek Sikorski var det eneste medlem af den polske regering som deltog i festlighederne i Operaen.

11. november 1918

Dagen fejres på grund af afslutningen på Første Verdenskrig, som betød at Polen genvandt sin uafhængighed i dag for 90 år siden – den 11. november 1918.

Polen fik sin selvstændighed efter mange års pinsler og undertrykkelse af det russiske, prøjsiske og østrig-ungarske imperium. Grænserne blev fastsat ved den store fredsafslutning i Versailles efter Første Verdenskrig, men mod Tyskland blev grænsen ændret efter en folkeafstemning.

Det nye land blev Europas sjettestørste med 389.000 km2 og ca. 27 millioner indbyggere, som indførte demokrati.

Læs også: Polen genopstår

Fejres i København

I anledning af 90-års dagen holder den polske ambassadør i Danmark, Adam Halamski, i dag onsdag, reception på ambassaden i Hellerup for danske og internationale relationer


Den polske regering vil bygge mindst to atomkraftværker

0

Model af Zarnowiec Nuclear Powerplant. Værket kom aldrig i drift, selv om det meste stod færdigbygget i 1990. Nu foreslår Polens premierminister Donald Tusk, at der opføres et nyt atomkraftværk på stedet – kun 50 km fra Gdansk. Den endelige beslutning tages inden årets udgang.


Polen vil satse stort på atomkraft. To værker skal forberedes nu, men der skal bygges flere for at dække det polske energibehov, siger premierminister Donald Tusk, der også mener, at atomkraft er den reneste og billigste vedvarende energikilde.


Donald Tusk har meddelt, at regeringen vil satse stort og indføre a-kraft i Polen hurtigst muligt. Inden årets udgang skal der tages beslutning om placeringen af de første to atomkraftværker, skriver Polish News Bulletin.

Mulig placering

Den polske regeringschef mener, at værkerne skal placeres i de fattigste egne af Polen, så etableringen af atomkraftværkerne kan være med til at kick-starte økonomien – f.eks. i den nordøstlige del af landet.

Donald Tusk nævner også Zarnowiec som en mulighed. Her var det planen at opføre et atomkraftværk allerede i slutningen af 80’erne, men selv om værket næsten stod færdigt, blev planerne skrinlagt. Ved en folkeafstemning i maj 1990 sagde 86 % af vælgerne nej til byggeriet, men afstemningen blev underkendt, da kun 44 % af de stemmeberettigede deltog.

I forbindelse med regimeskiftet i Polen blev planerne endelig droppet med henvisning til, at det ikke længere var nødvendigt med atomkraft i landet.

To a-kraftværker stoppet

Zarnowiec Nuclear Power Plant skulle i begyndelse af 90’erne have været Polen første atomkraftværk – en beslutning som blev taget helt tilbage i 1972. Værket skulle placeres syd for byen Zarnowiec – og 50 km nordvest for Gdansk.

Polen har også tidligere taget tilløb til at bygge et atomkraftværk ved byen Warta, men i modsætning til værket i Zarnowiec, blev byggeriet her aldrig påbegyndt. Premierminister Donald Tusk har ikke nævnt Warta som en mulighed, men det er de eneste to steder, der tidligere er sat i forbindelse med atomkraftværker i Polen.

Beslutningen om hvor de nye atomkraftværker skal ligge tages inden årets udgang.

LEDER: En modig, klog og nødvendig beslutning

Det er uden tvivl EU-klimapakken og det forestående klimatopmøde COP14 i Poznan til december, der har fået den polske regering til at melde deres planer om at indføre atomkraft ud, netop nu.

Da det ikke lykkedes Polen at overtale sine EU partnere til en slags ’NATO for energi’ der ellers kunne have sikret energiforsyningerne og en fælles miljøindsats – og da Polens eneste betydende energiråstof i dag er kul, der som bekendt giver kraftig CO-2 udledning, så har den polske regering, med beslutningen om atomkraft, taget konsekvensen og givet ny næring til forhandlingerne om EU’s klimapakke.

Polakkernes nye energisatsning – og viljen til at søge nye veje – har med eet slag fjernet nogle af de store knaster for succes på FN-klimatopmøderne i Poznan og København.

Det er politisk modigt af Donald Tusk, at satse på atomkraft, men det er både klogt og nødvendigt for at energi- og klimaforhandlinger kan komme ud af dødvandet – og ikke mindst for at sikre klodens fremtid.

Jens Mørch, redaktør


Polens sidste premierminister under kommunismen er død

0

Mieczyslaw Rakowski, kommunist-tidens sidste premierminister, døde i går i Warszawa. Han blev 82 år gammel.


Den tidligere polske premierminister, Mieczyslaw Rakowski, døde i går i Warszawa, 82 år gammel. Nogen husker ham som en reformvenlig kommunist – andre som en af hovedmændene bag undertrykkelsen af Solidarnosc i 80’erne.


Mieczyslaw Rakowski var kommunist-tidens sidste premierminister, og blev indsat i embedet den 19. september 1988. I juli året efter blev han også generalsekretær for kommunistpartiet efter general Jaruzelski. I august 1989 trådte Rakowski tilbage.

De første delvise frie valg i Polen fandt sted i juni 1989 – og i går var det nøjagtig 19 år siden at Berlin-muren blev ’revet ned’.

Grundlægger af Polityka

Rakowski grundlagde det månedlige magasin, Polityka, i 1958, og han var selv chefredaktør frem til 1982. Han var medlem af kommunistpartiets centralkomite fra 1975 til 1990 og blev medlem af det kommunistiske arbejderparti lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Delte meninger

Mieczyslaw Rakowski var en kontroversiel personlighed – nogen husker ham som en af de mest reformvenlige kræfter indenfor det kommunistiske parti, mens andre peger på hans rolle i undertrykkelsen af de frie fagforeninger og for de kampagner som myndighederne iværksatte i 80’erne for at svække Solidarnosc-bevægelsen og Lech Walesa.


USA missilskjold i Polen opføres måske ikke alligevel

0

Den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice og Polens præsident Lech Kaczynski, mens USA og Polen stadig var enige om opbygningen af et missilforsvarssystem. Foto: Præsidentens pressekontor.


Polens præsident Lech Kaczynski sagde, efter en telefonsamtale i går med den kommende amerikanske præsident Barack Obama, at USA vil ‘klø på med missilskjoldet’. Men Obama’s udenrigspolitiske rådgiver afviste kort tid efter den polske præsidents udlægning af samtalen.


– USA’s kommende præsident, Barack Obama, har ikke forpligtet sig til at fortsætte USA’s planer om at bygge et raketskjold i Polen og Tjekkiet. Det siger Dennis McDonough, rådgiver for Obama i udenrigspolitiske spørgsmål, efter at Polens præsident tidligere i dag sagde, at planerne om raketskjoldet fortsætter under den nyvalgte amerikanske præsidents ledelse, skriver jp.dk.

Intet tilsagn

– Barack Obama havde en god samtale med den polske præsident og den polske premierminister om den vigtige amerikansk-polske alliance, siger McDonough, der tilføjer at Obama ikke har givet noget klart tilsagn om at fortsætte med opbygningen af missil skjoldet i Polen og Tjekkiet.

Telefonsamtale

Samtalen mellem Obama og den polske ledelse foregik via telefon, og det var efter den samtale, at Polens præsident, Lech Kaczynski, sagde, at Obama vil ‘klø på med raketskjoldet’.

– Barack Obama har understreget vigtigheden af et strategisk partnerskab mellem Polen og USA, og han har udtrykt håb om fortsat politisk og militært samarbejde mellem vore to lande. USA’s kommende præsident sagde også, ifølge Kaczynski, at projektet om anti-missilskjoldet vil fortsætte.

Men den udlægning er nu tilbagevist af den kommende amerikanske ledelse.


Polen og Litauen vil blokere for nye aftaler med Rusland

0

Der er varme forbindelser mellem Kreml (billedet) og EU’s formandskab i Paris, men relationen har givet anledning til intern ballade i EU. Polen og Litauen truer med veto, hvis ikke russerne først opfylder deres forpligtelser i Georgien.


Polen og Litauen truer med veto, hvis EU indleder politiske og økonomiske forhandlinger med Rusland, før alle aftaler med russerne om Georgien er overholdt. – Skal vi bare fortsætte, selv om de ikke har opfyldt noget som helst? – spurgte Litauens præsident.


Polen og Litauen mener ikke, at Rusland lever op til de krav, som EU har stillet til russerne, efter at de i august invaderede nabolandet Georgien, skriver politiken.dk fredag.

EU har stillet som betingelse, at russerne opfylder den fredsaftale, der er indgået med Georgien den 1. september i år, før der indledes nye forhandlinger om økonomisk og politisk samarbejde.

Utilfreds præsident

– Skal vi bare fortsætte, selv om de ikke har opfyldt noget som helst? Skal vi bare se bort fra den aftale, vi indgik 1. september?, spurgte Litauens præsident, Valdas Adamskus. Litauen er også stærkt utilfreds med, at den russiske præsident Dimitrij Medvedev har truet med at opstille kortrækkende raketter i Kaliningrad som reaktion på USA’s planer om at stille missiler og radarer op i Polen og Tjekkiet.

Topmøde i Nice

Frankrigs præsident og EU-formand Sarkozy understreger, at Rusland allerede opfylder fredsaftalen, som blandt andet kræver tilbagetrækning af alle russiske tropper fra Georgien.
– Skal vi skabe en ny krise mellem EU og Rusland? Det synes jeg ikke, sagde Sarkozy. Næste fredag mødes han med den russiske præsident Medvedev til topmøde mellem EU og Rusland i den franske badeby Nice.

Her vil Sarkozy gerne kunne fortælle sin russiske kollega, at forhandlinger om energi, økonomi og menneskerettigheder kan begynde. Men først skal EU’s udenrigsministre mødes for at diskutere sagen.

Det sker på mandag.

Her bliver det afgjort, om EU er klar til at give grønt lys til at indlede forhandlingerne med Rusland, eller om forhandlingerne skal udskydes på ubestemt tid.

Frankrig, Tyskland og flere andre af de gamle EU-lande er ivrige efter at lave en aftale med russerne for at sikre energileverancerne til Vesteuropa. Danmark har allerede lavet aftaler med russerne om køb af gas hos energigiganten Gazprom.

Gammel aftale ugyldig

Partnerskabsaftalen mellem EU og Rusland skal afløse en ti år gammel aftale, som udløb 1. januar 2007. Men tvister har hidtil gjort det umuligt at indlede nye forhandlinger.

Læs også Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende om forholdet mellem Moskva og Berlin.


EU kræver salg af skibs-værfterne i Stettin og Gdynia

0

Skibsværftet i Gdynia bliver lukket, hvis ikke der findes en køber inden udgangen af maj næste år. Værftet i Szczecin (Stettin) er i samme situation.


Europa-kommissionen kræver nu, at Polen sælger sine skibsværfter i Gdynia og Szczecin inden 1. juni 2009. Polske værftsarbejdere var ellers i Bruxelles i sidste uge for at kræve en løsning for de lukningstruede værfter.


Inden udgangen af maj næste år skal den polske stat have solgt skibsværfterne i de to vigtige havnebyer, Gdynia og Szczecin (Stettin), ved Østersøen.

Kontant trussel

Hvis ikke Polen har afviklet værfterne inden, vil Kommissionen kræve 2,1 milliard euro tilbage, oplyses det i en pressemeddelelse fra Bruxelles. Beløbet er de penge som Polen har modtaget i støtte fra EU til skibsværfterne siden optagelsen i 2004.

Kompromis med regeringen

Europa-kommissionen oplyser også, at den polske regering allerede har accepteret et kompromis tidligere i denne uge i Bruxelles. Aftalen er at sælge værdierne i værfterne gennem en åben og gennemskuelig proces til højest bydende. Herefter er det aftalt at likvidere selskaberne bag Gdynia- og Szczecin (Stettin) skibsværfts selskaber, og forsøge at inddrive de store statstilskud til værfterne, som iflg. EU kommissionen er udbetalt ulovligt.

Mulige købere

Ukraines ISD, der købte et værft i Gdansk sidste år, har vist interesse for værftet i Gdynia. Hvis det også lykkedes dem at købe værftet i Gdynia vil de efter planen lægge det sammen med værftet i Gdansk. Som mulig køber til værftet i Szczecin nævnes det polsk-norske konsortium, Mostostal Chojnice-Ulstein.

Uanset hvem der kan eller vil købe de to værfter, så skal handlerne gennemføres inden 1. juni 2009. Ellers lukker værfterne.


Polens regering har inviteret Barack Obama til Warszawa

0

Radek Sikorski (tv.) og Donald Tusk håber på en forstærket dialog om demokrati, sikkerhed og stabilitet ovenpå gårsdagens valg i USA. De fleste polakker i og udenfor Polen har – i lighed med resten af Europa – foretrukket Barack Obama, frem for den republikanske kandidat John McCain. Foto: Polens Udenrigsministerium.


Den polske regeringsleder Donald Tusk har for længst inviteret den nu nyvalgte amerikanske præsident – Barack Obama – til Polen. I går sagde udenrigsminister Radek Sikorski, at han håber den kommende præsident vil tage imod invitationen.


Der var lykønskninger fra hele verden til den kommende amerikanske præsident, Barack Obama, i går. Med valget af Obama har USA for første gang nogensinde valgt en sort præsident. Han afløser Georg W. Bush i embedet den 20. januar 2009.

Den polske præsident Lech Kaczynski, en tidligere præsident, regeringslederen, udenrigsministeren og andre højtstående polakker har dagen igennem sendt lykønskninger fra Warszawa til Chicago og Washington.

Frelser eller betjent

Ex-præsident Lech Walesa sagde til Radio ZET, at Barack Obama har et enormt potentiale for at gennemføre store forandringer i verden, men understregede, at USA først må beslutte sig for om man vil være verdens politibetjent eller klodens frelser. Lech Walesa talte formentlig med tanke på de forestående FN-klimatopmøder i Poznan og København.

Ny dynamik

Udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, sagde, at der med Obama’s sejr vil komme en ’ny dynamik’ i de polsk-amerikanske relationer. Sikorski tilføjede, at han håber, at nyvalgte Obama vil tage imod premierminister Donald Tusk’s invitation til at besøge Polen indenfor den nærmeste fremtid. Han udtrykte håb om, at Obama vil arbejde for at styrke de transatlantiske forbindelser – Sikorski håber, at USA med valget i går er klar til at styrke NATO’s muligheder for at opretholde international sikkerhed og økonomisk stabilitet i verden.

– Vi fornemmer, at den politik Obama og hans nye regering vil gennemføre i og udenfor USA vil betyde en fornyet dialog om NATO til gavn for vores fælles værdier, sagde den polske udenrigsminister.

Obama og danske kronprins Frederik

I går bekræftede den amerikanske organisation, Chicago 2016, der arbejder er for at få OL til byen, at præsident Barack Obama kommer til København i oktober næste år. Han skal bl.a. mødes med den danske kronprins Frederik i forbindelse med hans arbejde for den olympiske komite.

Det er fortsat uvist om den amerikanske præsident også kommer til København i forbindelse med FN klimatopmødet (COP15) i december næste år.

Stort politiopbud

Dansk politi er klar til mødet med den amerikanske præsident:
– Vi er klar med det helt store maskineri til den amerikanske præsident. Det bliver så omfattende, at vi må hente politi ind fra Jylland og trække på flere tusind ansatte. Vi må derfor spare på det øvrige politiarbejde, siger chefpolitiinspektør Per Larsen, der leder forberedelsen.


10 millioner polakker har stemt ved præsidentvalget i USA

0

Polakker i USA er hårdt ramt af bygge- og anlægskrisen. Tidligere har de stemt på republikanerne, men finanskrisen har fået dem til at sætte krydset ved demokraterne. Foto: Davitydave.


Polakkerne i USA har de seneste årtier stemt på en republikansk præsidentkandidat. Men ikke denne gang siger meningsmålinger. Finanskrisen får skylden.


Op mod 10 mio. polakker i USA har deltaget i dagens parlamentsvalg. Siden 1960’erne har polske immigranter i Amerika traditionelt stemt republikansk, men i år har de fleste peget på den demokratiske kandidat, Barack Obama, siger opinionsmålinger.

Ud med abort og religion

Den polske journalist Magda Nytko Partyka fra Chicago, hvor der bor mange polakker, siger til Polske Radio, at polakkerne i USA har ændret deres stemme-mønster radikalt. Ifølge Nytko Partyka er årsagen til stemmeskredet, hovedsagligt den økonomiske krise. Den polsk-amerikanske journalist, mener at abort og religion er langt mindre vigtigt end vælgernes økonomiske forhold. Mange af de polakker som bor i USA arbejder i bygge- og anlægssektoren, men efter finanskrisen er byggeriet gået i stå og mange polakkers situation er blevet væsentligt forværret.

Korrektion

I lighed med resten af Europa støtter et flertal af polakkerne også Barack Obama, selv om flere danske ’eksperter’ har påstået, at polakkerne er de eneste EU-borgere, der støtter den republikanske kandidat John McCain. Men det er ikke korrekt. Ifølge samtlige anerkendte polske meningsmålinger har polakkerne, i lighed med deres landsmænd i USA, peget på demokraternes Barack Obama.


Danmarks image i Polen ødelægges af fup og svindel

0

Danmark er ved at få et dårligt ry i Polen. Årsagen er de talrige sager om polakker der bliver snydt af danske arbejdsgivere.


Antallet af sager, hvor polske medarbejdere er blevet snydt af danske arbejdsgivere er nu så stort, at det er ved at spolere Danmarks image i Polen. Det skriver Fyens Stiftstidende.


– Der er mange i Polen, som har hørt historier om, hvordan folk bliver snydt i Danmark. Det er et stort problem i Danmark. Det fortæller 30-årige Renata Stefanowska, der sammen med sin kæreste Marcin Kammadola på 29 år har været i kløerne på en grådig arbejdsgiver i Danmark. De er bare to af mange polske arbejdere, der er blevet snydt af danskere.

Ridser i lakken

Philip S. Thorsen, som er formand for Polish Danish Business Forum, siger, at denne type sager giver Danmark alvorlige ridser i lakken. – Danmark er et af de lande, der ikke har invaderet Polen, og det giver os et godt udgangspunkt. Men polakkerne bryder sig ikke om, at deres landsmænd bliver behandlet som andenrangs borgere. Det er der ingen, der gør, men måske slet ikke polakker, siger han til epn.dk.

Kæmpe problem

Mikkel Hemmingsen, der er direktør for regional udvikling i Region Syddanmark, siger, at udviklingen er meget uheldig, fordi Danmark er dybt afhængig af arbejdskraft fra Polen. – Det er et kæmpeproblem, hvis der bliver skabt en stemning af, at Danmark er et sted, man bliver snydt. Det er helt klart en udfordring for den fremtidige vækst, fordi virksomhederne fortsat mangler arbejdskraft, siger han.

– Det generelle billede af Danmark er positivt i Polen, og derfor er det ekstra ærgerligt, at der er de episoder, som er med til at ødelægge Danmarks image, siger han til Fyens Stiftstidende