Ny bog: Lech Walesa om Danmarks dronning

Lech Walesa Elefantorden
Polens tidligere præsident Lech Walesa har den danske Elefantorden, ligesom han fik Nobels Fredspris i 1983. Nu har Rusland atter udlovet dusør for hans hoved. Foto: Lars Møller, polennu.dk.

KØBENHAVN: Lech Walesa ville vælge Danmark, hvis han var yngre. Det fremgår af en ny bog i anledning af dronningens 50-års jubilæum.


Hvis Lech Walesa var yngre, ville han gerne være en del af det danske kongerige og have en kvindelig chef. Det fremgår af en ny bog med titlen: Kongehuset – på arbejde for Danmark. Bogen udgives i anledning af dronning Margrethes 50-års jubilæum, og er skrevet af de to journalister Gitte Redder og Karin Palshøj.

Dronningen og præsidenten

Lech Walesa mødte dronning Margrethe første gang i 1993. Her blev den polske præsident (1990-1995) også hædret med den danske Elefantorden. Ti år tidligere havde Lech Walesa modtaget Nobels Fredspris.

Den galante Lech Walesa tænder en cigaret for dronning Margrethe under et besøg i Polen i 1993.

I 2019 var Lech Walesa i Danmark, hvor han blandt andet mødtes med kronprinsesse Mary. Lech Walesa besøgte også Hillerød, hvor hans våbenskjold (Elefantorden) blev opsat i Frederiksborg Kongeslot.

Der er en særlig kemi – en særlig god kemi mellem Lech Walesa og det danske kongerige – og ikke mindst til regenten.

Lech Walesa i København i 2019. Her sammen med HKH-kronprinsessen Mary og udenrigsminister Jeppe Kofod. Foto: Lars Møller.

Lech Walesa har fortalt Gitte Redder og Karin Palshøj at han beundrer den danske dronning:

– Hvis jeg var yngre end i dag, ville jeg kraftigt overveje at blive en del af det danske kongerige. Jeg ville elske at have en kvindelig chef som dronningen, der er interesseret i omverdenen og respekteret alle vegne. I Danmark spiller demokrati og monarki tæt sammen og giver en stabilitet, som man beundrer i et naboland som Polen, og som vi selv savner, siger Lech Walesa blandt andet i bogen.

Karin Palshøj og Gitte Redder i samtale med Lech Walesa i forbindelse med bogen. På billedet ses også tolken Damian Nawarecki. Foto: Jens Mørch.

LINK: Læs mere om bogen her

Danmarks dronning i 50 år

Bogen fortæller på glimrende vis om kongefamiliens arbejde de seneste 50 år, og om de omvæltninger tiderne har rummet. I Kongehuset – på arbejde for Danmark giver forfatterne et unikt indblik i dronningen og kronprinsparrets indsats for Danmark over hele verden gennem årtier.

På arbejde for Danmark

Dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary yder en imponerende indsats for at sætte danske værdier på dagsordenen verden over, skriver forfatterne. Igennem deres utallige rejser og statsbesøg breder de værdier som demokrati, frihed og bæredygtighed ud i verden. I denne bog kommer vi med på deres spændende rejser gennem årtier og deres fascinerende møder med historiske statsledere som Indira Gandhi, Nelson Mandela, Lech Walesa, Angela Merkel og Barack Obama. Vi hører også om Margrethes formende rejse til Asien i 1963 samt en række underholdende og farverige anekdoter om dengang hun blev skældt ud af Sovjetunionens præsident Podgornij, sov i formand Maos seng, havde Fidel Castro til bord og kom i audiens hos pave Benedikt 16.

Udkommer på engelsk i dag

Bogen Kongehuset – på arbejde for Danmark findes allerede på dansk. Fredag, på dronningens 50 års jubilæumsdag, udkommer bogen også på engelsk med titlen: Royal Denmark.

Den 14. januar 1972 blev Danmarks dronning Margrethe II indsat i embedet.

Royalt og historisk foto fra svigersøn til svigerdatter

Lech Walesa i Danmark 2019 DR2

Støt polennu.dk – et frit dansk medie om Polen. Vælg mellem DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – På forhånd tak, du gør en forskel.