Polens regering låner 20 milliarder zloty af EU

polens regering
Polens regering får milliardlån fra EU til at hjælpe corona-ramte virksomheder. Foto: Peter Malberg, polennu.dk.

BRUXELLES: Europa-Kommissionen har sendt cirka 20 milliarder zloty til Polens regering. Det er et lån til at sikre polske arbejdspladser under corona-pandemien.


Europa-Kommissionen har mandag afsendt 4,28 milliarder euro (cirka 20 milliarder zloty) til Polens regering. Pengene udbetales fra den fælles EU-låntagning (SURE-programmet), der skal sikre arbejdspladser og virksomheder ovenpå efter corona-pandemien. Kommissionen har mandag afsendt i alt 14 milliarder euro til EU-lande, som en del af hjælpepakkerne. Udover Polens regering har følgende landes regeringer også lånt penge af EU: Belgien, Cypern, Ungarn, Letland, Slovenien, Spanien, Grækenland og Italien.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen siger:

– Under SURE-programmet har EU stillet 100 milliarder euro til rådighed som lån til EU’s medlemsstater for at redde arbejdspladser og holde folk i arbejde. Midlerne gives løbende til medlemsstaterne, hvor de bidrager økonomisk til at afbøde konsekvenserne af covid-19-pandemien, siger von der Leyer.

Eksternt link: EU – Støtte til medlemsstaterne

Flere penge til Polens regering

Trods Polens regerings problemer med EU, har Kaczynski-regeringen alligevel valgt at låne penge fra EU, selv om man hævder at have klaret sig godt gennem krisen i Polen uden hjælp udefra. Polens regering har også afvist tysk hjælp til at håndtere corona-pandemien.

Restauranter trodser forbud

Regeringen er under hårdt pres hjemme. Ikke alene på grund af abortdemonstrationerne, men også fra selvstændige, der skriger efter corona-hjælp. Mange restauranter, cafeer m.v. holder åbent i frustration, trods krav om at hoteller, restauranter og andet skal holdes lukke. De polske taxachauffører og bønder deltager også i protester mod regering, fordi de savner corona-hjælp.

De 20 milliarder zloty i lån fra EU kan nu sendes videre til corona-ramte iværksættere og andre selvstændige, for at sikre de polske arbejdspladser.

DEBAT: Polens regering og EU-penge

stop fordomme polske