WARSZAWA: Tirsdag har den polske præsident Andrzej Duda sendt en hilsen til sin nyvalgte kollega i USA, Joe Biden.
Der er ingen tvivl om, at den polske Kaczynski-regering og præsident Andrzej Duda helst havde set, at det var Donald Trump der skulle fortsætte i det Hvide Hus. Men sådan gik det ikke.
LÆS OGSÅ: Polens regering har mistet vigtig amerikansk støtte
Den polske præsident er da også blevet kritiseret for ikke at have sendt en hilsen til den nyvalgte Joe Biden. Men det skete i dag. I et to sider langt brev skriver den polske præsident blandt andet til Joe Biden:
Præsident: Samme idealer og værdier
Efter afstemningen i valgkollegiet vil jeg ønske dig tillykke med at have afsluttet valgprocessen med succes, så du bliver den 46. præsident i USA.
Forholdet mellem Polen og USA er et lysende fyrtårn for, hvad et ægte strategisk partnerskab er, og hvad der kan opnås, når vi arbejder sammen.
Vi deler idealer og værdier, hvis kerne uden tvivl er frihed, retfærdighed, demokrati og folkeretten. På de elementer har vi bygget et stærkt fundament for vores bilaterale samarbejde – faktisk det stærkeste og mest rentable for vores lande nogensinde i historien. – Inden for rammerne af det polsk-amerikanske samarbejde, har vi udvidet vores partnerskab på vigtige områder indenfor sikkerhed, forsvar, økonomisk samarbejde og innovation.
Tre Have
I brevet nævner Andrzej Duda også det kontroversielle Tre Have samarbejde med 12 lande i Central- og Østeuropa, som USA har støttet med et ”betydeligt beløb”, som det udtrykkes i brevet. Præsidenten håber på, at Joe Biden i lighed med sin forgænger, vil bakke projektet op.
Andrzej Duda skriver endvidere: Lad mig forsikre dig om, at Polen fortsat vil yde helhjertet støtte til de demokratiske ændringer i vores nærområder mod øst.
Invitation til Polen
I brevet inviterer den polske præsident også sin amerikanske kollega Joe Biden til Warszawa.