Ukraines præsident Zelensky på besøg i Polen onsdag

Ukraines præsident
Polens præsident Andrzej Duda tager onsdag imod Ukraines præsident Volodymyr Zelensky i Warszawa. Foto: KPRM.

WARSZAWA: Ukraines præsident Zelensky kommer på officielt besøg i Polen på onsdag, oplyser den polske præsidents stab.


Ukraines præsident Volodymyr Zelensky kommer onsdag den 5. april til Polen på officielt statsbesøg. Det er første gang han kommer på statsbesøg i Polen, siden Ruslands andens angrebsbølge mod Ukraine, den 24. februar sidste år. Det skriver det regeringskontrollerede nyhedsbureau PAP.

Ukraines præsident har dog været på mange hemmelige arbejdsbesøg i Polen siden, og han har været der flere gange i forbindelse med rejser til andre lande.

Zelensky skal mødes med sin polske kollega, Andrzej Duda, den polske regeringschef, polske politikere og repræsentanter for polske grupper, der støtter kampen mod Rusland i Ukraine. Præsidenten skal også mødes med ukrainere, der opholder sig eller er flygtet til Polen fra krigens rædsler.

De ukrainske og polske præsidenter mødes først, og skal ud over sikkerhed og forsvar, tale om økonomisk samarbejde, historiske spørgsmål, landbrug – og problemerne med ukrainsk korn, der sendes ud i verden gennem Polen, og har skabt problemer for polske landmænd.

Ukraines præsident taler ved slottet

Zelensky vil holde tale til det polske folk på Kongeslottet i Warszawa onsdag eftermiddag – samme sted som den amerikanske præsident Joe Biden gjorde. Det øvrige program hemmeligholdes, ligesom ikke alle programpunkter endnu er fastlagte, oplyser præsidentpaladsets talsmand.

EU-støtte til polske landmænd efter fald i priser

LINK: EU-støtte til polske landmænd efter fald i priser