19-årige Caroline Wozniacki vil satse på det polske publikum. Hun er dansker, men har polske forældre. Arkivfoto
WARSZAWA: Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki, der har polske forældre, vil gøre entre på den polske tennisarena, skriver Newsweek Polska.
Tennistalentet Caroline Wozniacki, der har polske forældre, men er født i Danmark, vil nu udnytte sin polske baggrund og satse på en karriere i Polen, skriver Newsweek Polska.
Danskeren vil bruge sit polske navn Karolina Wozniacka i Polen, og stjernen har den fordel at hun taler og skriver polsk perfekt.
Nr. 3 i verden
19-årige Wozniacki er nummer 3 på verdensranglisten, og repræsenterer Danmark ved internationale turneringer.
I denne uge var Wozniacki den største stjerne i tennisturneringen Warszawa Open, men måtte udgå på grund af en ankelskade i kvartfinalerne. Skaden gør hende tvivlsom til French Open i næste uge, der er vigtigt fordi den kan give vigtige point til kampen om toppen af verdensranglisten.
Veninde og ny rival
Polens nuværende topspiller, Agnieszka Radwanska, ligger nummer 8 på verdens ranglisten, men deltog ikke i Warszawa Open på grund af uoverensstemmelser med arrangøren.
Caroline og Agnieszka er private venner, men den dansk-polske tennis-satsning i Polen kan trænge den nuværende tennisdarling i baggrunden, mener flere iagttagere.
– Caroline har en god karakter og hun har gode resultater bag sig. De polske tennisfans vil elske hende, siger Adam Romer, der er førende polsk sportsjournalist.
Stor stjerne i Danmark
Wozniacki er en berømthed i Danmark, og er kendt fra mange reklame og tv-spot. Hun har også skabt sit eget brand af skønhedsprodukter. Men Danmark, med blot 5,5 million indbyggere, er formentlig blevet for lille til den ambitiøse tennisspiller, der vil sikre sig sponsorindtægter.
– Hendes stab vil helt sikkert også forsøge at erobre det polske marked med næsten 40-millioner forbrugere, siger Hayder, der er polsk tennisekspert.