Danske virksomheder frikendes for misbrug af EU-støtte

    LM_Glasfiber_har_åbnet_afdeling_i_Polen_polennu

    Åbningen af LM Glasfibers fabrik i Polen, som producerer verdens største vindmøllevinger har fået tilskud fra EU. Nu er de danske virksomheder og Polen blevet frikendt. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    KØBENHAVN: Danske virksomheder der har fået støtte for at flytte til Polen, er nu blevet frikendt af Europa-Kommissionen.


    Flere større virksomheder klarer frisag efter at have flyttet arbejdspladser til Polen og fået millionstøtte, skriver Ritzau.

    Der er ikke grund til at tro, at det var ulovligt, da fem danske virksomheder modtog 111 millioner kroner fra EU til produktion i Polen. Sådan lyder meldingen nu fra EU-Kommissionen, skriver Fagbladet 3F.

    Danske giganter

    Blandt andre LM Wind Power, Carlsberg og Royal Greenland har flyttet arbejdspladser fra Danmark til Polen med millionstøtte fra EU. Men EU-støtten er ikke i strid med EU’s regler, lyder svaret fra blandt andre de polske myndigheder til kommissionen.

    Formanden for 3F’s Industrigruppe Mads Andersen er rystet. Han mener, det er forkert, at Polen selv har til opgave at undersøge, om de polske EU-midler er udbetalt ulovligt.

    Mere kontrol

    – Det kan ikke være rigtigt, at det er op til det enkelte EU-land at afgøre, om pengene bliver udbetalt korrekt. Vi har brug for mere kontrol med dette her, siger Mads Andersen til Fagbladet 3F.

    Flügger og LM Wind Power klarer frisag på baggrund af en vurdering fra Polen, der har sendt den videre til EU-Kommissionen, mens Carlsberg og fiskekoncernen Royal Greenland frikendes af kommissionen selv.
    Polens andel af EU-støtten fra 2007-2014 var, ifølge 3F, 500 milliarder kroner. Ifølge flere eksperter har EU ingen egentlig kontrol af, om EU’s milliarder går til udflytning af job til Polen.

    Mistet job i Danmark

    Tirsdag kom det frem, at siden 2008 har op mod 600 danske medarbejdere mistet deres job i Coloplast i Danmark, fordi arbejdet er blevet flyttet til Ungarn og andre lande med billigere arbejdskraft.
    Samtidig har den danske medicovirksomhed modtaget 45 millioner kroner i støtte fra EU, hvis regler forbyder støtte til produktion, der flyttes ud af landet.

    Kræver handling

    EU-Kommissionen fører kun direkte kontrol med projekter, der har modtaget over 50 millioner euro, omkring 373 millioner kroner.
    Men i slutningen af marts fik Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU vedtaget et forslag om, at kommissionen også skal undersøge mindre projekter.
    – Vi skal tvinge EU-Kommissionen til at undersøge Coloplast og andre danske virksomheders brug af EU-støtte meget grundigt. Jeg har bedt om at få undersøgt de danske virksomheder, siger Rina Ronja Kari, der er spidskandidat til EU-parlamentsvalget.