Polakkerne er vilde med kager – også dem fra Dan Cake. Foto: Dan Cake
CHRZANOW: Den danske kageproducent Dan Cake har fordoblet sit overskud, og det skyldes først og fremmest fremgang på det polske marked
Dan Cake solgte mange flere kager i 2014. Virksomhedens omsætning steg med med 80 millioner kroner til i alt 721 millioner kroner.
Det polske marked står for den største del af væksten. Selskabet har derfor valgt at investere yderligere i Polen.
– Vi har bygget en stor og fin produktionshal i forbindelse med det eksisterende bageri, og ud over det har man også lavet en stor lagerhal til færdige produkter, siger Dan Cakes administrerende direktør, Klaus Eskildsen til dagbladet Børsen.
I Polen siden 1990
Fabrikken i Chrzanow i det sydlige Polen har plads til tre produktionslinjer, og Klaus Eskildsen oplyser, at linje nummer to er ved at blive installeret. Det vil give fabrikken mulighed for at fremstille flere produkter.
Klaus Eskildsen oplyser til Børsen, at Dan Cake vil bruge fabrikken i Polen som udgangspunkt for at udvide sit marked i de omkringliggende lande i Central- og Østeuropa.
Dan Cake har haft produktion i Polen siden 1990.