

WROCLAW: Det er ikke alger eller andre naturlige fænomener, der er årsagen til fiskedøden i Oder. Det er menneskeskabt, siger professor.
Det var ikke alger der gav fiskedød i Oder. Det siger professor Marcin Drag fra Wroclaw Tekniske Universitet til onet.pl. Og professoren er slet ikke i tvivl om, at årsagen til fiskedøden er menneskeskabt.
– Der er mange teorier om forureningen af Odra-floden. Først og fremmest er det nødvendigt at udelukke den vigtigste, som nogen forsøger at narre os til at tro på. Nemlig at katastrofen er udløst af naturlige forhold, det er den ikke, siger professoren.
– De første signaler fra lystfiskere i slutningen af juli var, at der blev skabt en bølge på cirka 30 centimeter. Det tyder på en stor udledning af noget, der kunne have forårsaget fiskedøden, siger Drag.
Salte fra minedrift?
– Det kunne have været en udledning fra en mine, der har minevand. Den slags vand er ekstremt saltholdigt. Men det kunne også være udledning fra et industrianlæg. Salte er ikke kun natriumklorid, som vi kender fra bordsalt, men salt er også giftige stoffer som kaliumcyanid, siger professoren.
– Hvis det havde været alger, så ville det strække sig ud over hele Oder-flodens længde. De ville ikke flyde i en bølge i et afgrænset område, siger professoren der er uddannet kemiker. Han er selv en ivrig lystfisker, og kender også Oder-floden fra den vinkel.
Regering: Det er alger
Den polske miljøminister Anna Moskwa sagde torsdag, at fiskedøden skyldes alger, men det afviser eksperterne – herunder professoren fra Wroclaw. I polske medier er der teorier om, at udslippet kommer fra en af de mange statskontrollerede miner langs Oder-floden, og at forklaringen om alger er et forsøg på at dække over at det er udledning fra en polsk mine.
Wyniki badań naszych ekspertów z Instytutu Rybactwa Śródlądowego wskazały obecność w wodzie z Odry mikroorganizmów (złotych alg). Ich zakwit może spowodować pojawianie się toksyn zabijających ryby i małże. Nie są szkodliwe dla człowieka. Wkrótce więcej informacji.
— Anna Moskwa (@moskwa_anna) August 18, 2022
Undersøgelserne om den katastrofale forurening af Oder-floden mellem Polen og Tyskland fortsætter. Det vil tage år at genoprette floden økologiske balance, efter den voldsomme forurening.