Flyveforbud giver afbud til Kaczynski-begravelse i dag


    WARSZAWA: Den amerikanske præsident Barack Obama ringede i aftes til Polens fungerende præsident for at melde afbud til dagens bisættelse i Krakow. Dronning Margrethe og udenrigsminister Lene Espersen har også meldt afbud.


    Vulkansk aske fra Island betyder, at afbud til søndagens begravelse i Krakow af Polens afdøde præsident Lech Kaczynski og hans frue, strømmer ind.

    Luftrummet over det meste af Europa er lukket, og de danske luftfartsmyndigheder oplyser, at forbuddet tidligst ophæves i dag kl. 14.

    På samme tidspunkt starter ceremonien i den tidligere polske hovedstad, Krakow.

    Dronning Margrethe når ikke frem

    Lørdag aften meddelte det danske kongehus, at Danmark heller ikke er med i Krakow i eftermiddag. Det var planen at Dronning Margrethe og udenrigsminister Lene Espersen skulle repræsentere Danmark i Krakow.

    Dronningen modtager i stedet den polske ambassadør, Adam Halamski, i audiens på Fredensborg Slot klokken 15 i dag, skriver hoffet på sin hjemmeside.

    Afbud

    De polske myndigheder havde sent lørdag aften modtaget afbud fra cirka 20 lande verden over.

    USA’s præsident Barack Obama ringede selv til Polens fungerende præsident Bronislaw Komorowski, for at melde afbud. Det var meningen at Air Force One skulle lande i John Paul II lufthavnen i Krakow, og havde bestilt plads i fire timer.

    Derudover er der foreløbig afbud fra Tysklands kansler Angela Merkel, den britiske tronfølger prins Charles, Japans præsident Satsuki Eda og delegationer fra bl.a. Norge, Sverige, Finland, Indien, Sydkorea, Pakistan, Egypten og Mexico og New Zealand.