Det polske bondeparti, PSL’s leder Waldemar Pawlak og Donald Tusks Borgernes Platform forhandler om ny regering. Arkivfoto.
WARSZAWA: Borgernes Platform og statsminister Donald Tusk har indledt forhandlinger om en ny regering.
Sejmen, det polske parlaments underhus, mødes for første gang efter valget i morgen. Donald Tusk og Borgernes Platform gik godt nok tilbage ved seneste valg, men Donald Tusk er den første polske statsminister der er genvalgt efter 1989.
Deadline 22 november
I dag indledte partiet forhandlinger om en ny regering, der skal udpeges inden den 22. november. Det ventes at Borgernes Platform fortsætter med sin koalition med det polske bondeparti PSL, der har krævet tre ministerposter, som man også har i dag.
– Statsministeren har travlt med at danne den nye regering, og de politiske taler og planerne for de kommende år, siger Borgernes Platforms talsmand Pawel Gras til polsk radio.
Sikre ministeremner
Udenrigsminister Radoslaw Sikorski og minister for regional udvikling Elzbieta Bienkowska samt finansminister Jacek Rostowski synes at være sikre på at fortsætte i den nye regering.
Videnskabsministeren Barbara Kudrycka og Tomasz Siemoniak i Forsvarsministeriet, ventes også at kunne fortsætte i den nye regering. Det er op til Donald Tusk at udpege den nye regering.
Koalitionspartner
Det polske bondeparti (PSL) forventes at få deres krav opfyldt, så partiets leder Waldemar Pawlak kan fortsætte som økonomiminister og vicestatsminister, og Jolanta Fedak bliver som arbejdsminister, mens landbrugsministeren fortsat vil hedde Marek Sawicki.
Den nye regering skal godkendes ved en tillidsafstemning i Sejmen den 6. december.
Parlamentsformand usikker
Det er fortsat uklart om den tidligere vicestatsminister, og nuværende formand for parlamentet Sejmen, Grzegorz Schetyna fortsætter i den næste forsamling, oplyser det polske nyhedsbureau PAP. Han har været rodet ind i korruptionsskandaler, og er ikke populær.