INDBLIK: En helt almindelig dag i korsets tegn

Polens_forsvarsministerium_sender_soldater_fra_æresgarden_til_månedlig_mindehøjtidelighed_for_Lech_Kaczynski_og_Smolensk_katastrofen
Det beskedne trækors med præsidentpaladset og Thorvaldsens rytterstatue i baggrunden. Foto: polennu.dk

Et beskedent trækors har fået politiet til at rejse barrikader på gaden foran præsidentens palads i Warszawa, skriver Bjarne Jensen.


Gaden Krakowskie Przedmiescie i Warszawa ligner sig selv. Studerende fra Universitete går alene eller grupper i septembersolen. Nogle af dem slår sig ned på en fortovscafe side om side med forretningsfolk og turister.
Busser, biler, cyklister og rulleskøjteløbere blander sig mellem hinanden på kørebanen til akkompagnement af en lille familie af gademusikanter, der underholder med datteren på fløjte, mor på klarinet og farmand på elektrisk forstærket sang.
Et sted ser gaden dog helt anderledes ud en normalt. Ud for præsidentens residens er begge fortov halvt skjult bag barrikader.

Palads bag barrikader

På den side, hvor paladset ligger, står stålhegnene i flere rækker. Mellem 10-12 betjente er synlige på gaden, mens flere jævnligt kører forbi i biler.
Den øgede sikkerhed skyldes et beskedent trækors, som står foran Bertel Thorvaldsens rytterstatue.
Umiddelbart efter katastrofen 10. april i år, hvor Polens daværende præsident og en række andre fremtrædende polakker blev dræbt ved et flystyrt, rejste en gruppe spejdere korset.

Ny symbolværdi

Sammen med blomster, billeder af de omkomne og lys stod korset i de kommende måneder som et symbol på mindet om de dræbte.
Nu har det fået en hel anden symbolværdi.
Da myndighederne i august besluttede at flytte korset til en nærliggende kirke, rejste en storm af protester sig, ført an af den afdøde præsident Lech Kaczynskis bror, Jaroslav, og deres parti Lov og Retfærdighed, PiS.
Uenigheden om korsets skæbne førte til, at politiet spærrede adgangen til det af.
Det forhindrer dog ikke, at de, der mener, korset skal blive stående, fortsat mødes foran præsidentpaladset.

Mindevæg på stålplade

På den side af gaden, der ligger modsat paladset, bruger korstilhængerne politiets afspærring som mindevæg. En har klippet et billede af den afdøde præsident ud af en avis og tapet det op på stålpladen, sammen med fotos af andre af de omkomne.
En gruppe mennesker står i par skridts afstand af billederne og de blafrende lys. De fleste er ældre, men en ung mand i blandt dem, leder med biblen i hånden en stille bøn, som bliver afløst af salmesang.

Anklager mod Putin

En anden flok følger med i, hvad der bliver sagt henne ved barrieren, og pludselig bryder en voldsom diskussion ud mellem de to grupper.
Det ene hovedsynspunkt er, at den russiske premierminister Putin stod bag flystyrtet, som dræbte præsiden Kaczynski, samt at den polske regering ikke gør noget for at få sandheden frem.
På anden side lyder argumenter om, at man ikke skal se sammensværgelser alle steder,og at tragedien ikke skal bruges til at splitte nationen.
En ung mand trækker på skulderne og forklarer, at sådan er det hver eneste dag.
Det ualmindelige er blevet almindeligt på Krakowskie Przedmiescie.