KØBENHAVN: Politisk ordfører Monika Rubin, hvis far flygtede fra Iran og mor fra Polen, talte om EU og flygtninge i Folketinget onsdag. Læs talen her.
Onsdag var der afslutningsdebat i Folketinget, og næste søndag er der valg til Europa-Parlamentet. Debatten om EU, flygtninge og Ruslands krig i Ukraine var emnerne i den politiske ordfører Monika Rubins tale på vegne af regeringspartiet Moderaterne. Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er formand for partiet.
Far fra Iran – mor fra Polen
Den 36-årige læge og ordfører Monika Rubin fortalte i sin tale, om hendes egen baggrund og oplevelser, som hendes familie har gennemgået. Rubins forældre er flygtning, hendes far er fra Iran og hendes mor er fra Polen. Rubins særlig forudsætning, og sin stærke fremtoning, var et stærkt bidrag til debatten om flygtninge, Putin og EU-valg til afslutningsdebatten i Folketinget.
Koordineret højreradikalt angreb
Selv om Rubins tale var stærk og fyldt med saglighed, så virkede det nærmest som et koordineret angreb, da flere højreradikale partier, gik til angreb på ordføreren. Baggrunden var, at en EU-kandidat fra Moderaterne havde deltaget i en debat, hvor der ikke var kvinder. Selv om Monika Rubin forklarede sine holdninger gentagne gange, og argumenterede for den frie debat, så gik repræsentanter fra Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance (oprindeligt valgt for Nye Borgerlige) og Dansk Folkeparti mod Rubin, som var det et koordineret angreb. Inger Støjberg og Pernille Vermund, der ellers er drevne politikere, ignorerede fuldstændigt ordførerens svar, og fortsatte i samme destruktive toneleje, uden at forholde sig til indholdet af Monika Rubins tale og svar. Angrebet var tydeligvis koordineret, men hvem stod bag.
Læs hele Monika Rubins tale nederst på siden
(Fortsættes under)
Putin bag højreradikale kræfter
I Tyskland er det afsløret, at det højreradikale parti Alternative Fur Deutschland, har stærke relationer til Putins Rusland. Det er en klar målsætning fra Moskva at destabilisere EU indefra gennem national modstand mod Bruxelles. I den plan indgår også at sende illegale flygtninge ind i Polen gennem Hviderusland. Alene i år er der pågrebet over 14.000 grænseoverløbere med kort og billetter fra de hviderussiske myndigheder.
(Fortsættes under)
De tre partier
Politiets Efterretningstjeneste i Danmark – PET – advarer i sin seneste rapport, netop om påvirkninger og sabotage fra Rusland. I Danmark er det en kendt sag, at Dansk Folkepartis Marie Karup er en stærk tilhænger af Vladimir Putin og hans krig mod Ukraine, mens hun samtidig mener at EU og Danmark skal stoppe alt støtte til Ukraine.
Om de tre partier; Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har koordineret deres angreb på russisk opfodring, er der ikke belæg for at hævde. Men det passer – hævet over enhver tvivl – perfekt ind i Putins informationskrig mod Europa og USA.
(Fortsættes under)
Talen af Monika Rubin om mor fra Polen og far fra Iran
– I starten af 1980’erne landede et fly i Kastrup Lufthavn. Dengang var sæderne betrukket med groft uld. Askebægere på armlænene var proppet med cigaret skodder. Tiden var en anden. Luften i det fly må have været tyk af mere end bare cigaretrøg.
En anspændthed må have hængt der. Passagererne var nemlig ikke de glade turister, som vi efterhånden forventer lander i lufthavnen, men stakåndede, Iranske flygtninge, der i slipstrømmen på revolutionen i Iran, bevidnede deres hjemland smuldre for øjnene af dem.
Fra et vestligt orienteret monarki til et islamisk teokrati med et fingerknips. Flugten var ikke nem. Mange fløj under påskud af turist- eller forretningsrejser. Nogle brugte falske dokumenter eller bestak embedsmænd for at få udrejsevisum. Jeg kender historierne. En af flygtningene var min far.
Han kan ikke lide at gå i detaljer, men historien taler sit eget tydelige sprog: På flugt fra præstestyret. På flugt fra en fremtid som kanonføde i en endeløs voldsspiral mellem Iran og Irak og ankommet til et land, hvor alt var fremmed. Da min far endelig kom igennem den søvnige danske emigration, fik stemplet i sit pas og trådte ud på den anden side af svingdørene, var det ikke kun den kølige danske luft, der ramte ham.
Det var også den danske virkelighed – visheden om, at han nu var i et land, hvor hans tanker kunne flyve frit. Uden frygt for moralpoliti eller sindelagskontrol. Han gjorde Danmark til sit hjem, og det er gennem hans øjne, at jeg nu ser på de frihedsrettigheder som Danmark og Europa er bygget på.
Retten til at tro på, hvad man vil. Retten til at sige, hvad man vil. Retten til at færdes frit i et fredeligt land.
Rettigheder som jeg, sammen med havregrynene er blevet proppet med fra barnsben, ikke at tage for givet. I mit ene øre er jeg blevet fortalt historien om det absolutte kollaps af frihedsrettigheder i Iran – og i mit andet har jeg hørt min mors, polske historie, der – lige som min fars – er en fortælling om flugten fra et liv, hvor fremtiden så sort ud.
Deres fortællinger er både slående lige og diametrale modsætninger. Kort efter at min far fik stemplet sit pas, krydsede min mor nemlig grænsen mellem Tyskland og Danmark efter en lang køretur. I bilen sad hun med sin mor og bag dem havde de efterladt tusindvis af kilometer og deres hjemland: Polen.
Polen i firserne var ingen solskinsfortælling. Økonomien hang i laser efter årtier med sovjetisk planøkonomi. Folk gemte penge i dynen, fordi de ikke stolede på bankerne. Køerne til dagligvarebutikkerne var timelange. Rationeringsmærker og hyperinflation.
Grænsen mellem øst og vest var tegnet med mursten gennem Berlin og oprustningen havde bragt middelklassen i knæ. Det var den virkelighed min mor flygtede fra, og mine forældre deler en gang imellem et sjældent tomt blik, når de tænker tilbage på de lande, der engang var deres hjem og en taknemmelighed for at bo i et samfund med lige adgang til uddannelse, velfærd og sundhed.
Spejdermærker som vi kan sy på samfundsskjorten, som beviser på et vellykket velfærdssamfund, som mange lande skuer til med misundelige blikke. Det ansvar er vi os bevidst i regeringen – og vi knokler for at beholde de hædersmærker.
Vi forbedrer uddannelserne, vi frisætter folkeskolen og ældreplejen, og snart giver vi også sundhedsvæsenet en totalrenovering. Men hvor Iran stadig er fanget i en dystopisk voldsspiral, har Polen brudt vandet med sådan en kraft, at det kan måles på richterskalaen.
Siden Polen blev optaget i EU, har de oplevet de økonomisk tre bedste årtier i landets historie. De er blevet 40 procent rigere, og Polen var det eneste land i EU, der ikke oplevede en recession under finanskrisen.
Engang kom polske håndværkere hertil for at få et arbejde. Men det svinder ind. Polakkerne kan også få en god løn derhjemme. Historien om Polen er historien om undertrykkelse og behovet for at flygte. Først fra nazister. Så fra russerne. Men det er også historien om, hvad internationalt samarbejde, frihandel og udsyn kan gøre ved et land, der ellers var presset i bund.
I dag er Polen demokratisk, sikkert, har en god økonomi og en velfærd der matcher andre vellykkede stater. Det er NATO og EU-effekten. På trods af den kendsgerning hører jeg konstant mistænkeliggørelse og modstand mod international arbejdskraft og endda røster i Danmark, som vil trække os ud af EU og som ikke vil have Ukraine og andre lande i øst med i den europæiske familie. Men virkeligheden stritter imod de påstande.
Beskæftigelsen vokser og vokser – og havde det ikke været for international arbejdskraft, så ville det vokseværk være i slowmotion. Det er simpelthen en gave for samfundet, at arbejdsduelige personer kommer hertil med en uddannelse de har taget derhjemme og alligevel betaler vores høje skat og medfinansierer vores velfærd og bidrager til vores virksomheders vækst.
Vi er rundet over 3 millioner beskæftigede. Lønmodtagerbeskæftigelsen er vokset med i alt 370.000 personer siden 2015, og af dem er 155.000 international arbejdskraft.
Tak til jer. I knokler – og I skal virkelig anerkendes. I er en af årsagerne til, at det økonomiske råderum opjusteres år efter år. Mange af de ekstra milliarder kommer fra international arbejdskraft og en pæn del kommer fra, at vi heldigvis har fået flere og flere herboende fra tredjelande i arbejde.
Så derfor kan mine øjenbryn ikke gøre andet end at trække sig ret langt op i panden, når jeg gang på gang hører højrefløjen tale med store bogstaver om, at vi skal have FÆRRE mennesker ind i EU.
Klart – vi skal have færre illegale migranter – det skal hele EU – men vi har brug for, at kvalificeret arbejdskraft kan komme hertil. For uden dem går regnestykket jo ikke op! Hele Europas befolkning bliver ældre og ældre og vi får færre børn. Inden for få årtier vil vi i Danmark mangle hundredtusindvis af personer i den arbejdsdygtige alder. I EU er tallet i millionklassen.
Så helt ærligt – hvor regner højrefløjen med, at vi skal kunne få arbejdskraft fra? Så mange jobparate personer med handikap og seniorer har vi slet ikke.
Hvad vil I gøre, når det er tomme træsko på hospitalsgangene, der skal lægge jer i narkose til en operation? Biler uden SOSU’er, der kører hjem til jer for at yde omsorg og varme maden, når I ikke selv kan? Her ville det fornuftige svar være at gøre det så nemt som muligt for de medarbejdere, vi mangler at komme hertil. Men vi har pakket vejene i Danmark ind i et krat af papirarbejde, så stort et krat at nogle virksomheder simpelthen giver op på at finde medarbejdere ad den vej.
Så hvorfor ikke bare sige til vores virksomheder, at de må trække al den arbejdskraft til, som de overhovedet har brug for og kan betale for, så længe de bare er på en fælles, kollektiv overenskomst?
Bum. Fri for at bøvle med myndigheder og styrelser – og garanterede ordentlige arbejdsforhold og vilkår, hvor ingen arbejder til underpris. Det burde Danmark gøre. Og I behøver ikke tage mit ord for det.
Dansk Industri og Fagbevægelsens Hovedorganisation synger samme sang. Det gør de, fordi de ved, at vores bruttonationalprodukt var 140 milliarder, kroner større i 2021 end det havde været, hvis Danmark ikke havde været medlem af EU.
I 2022 var halvdelen af vores samlede handel med udlandet, til landene i EU’s indre marked. Over en halv million danske jobs findes i eksporten. Det går vi glip af, hvis vi begynder at møde verden med korslagte arme. Det er der ingen grund til.
Udenlandsk arbejdskraft bider ikke – det virkelige problem er, at tre ud af fire tror, at integrationen går værre, end den gør, og at vi er begyndt at mistænkeliggøre de mennesker, der bidrager til vores land og støtter op om de værdier, som vi har bygget det på.
Integrationen går jo generelt godt. Flere kommer i uddannelse. Flere kommer i arbejde. Det giver simpelthen ikke mening at vende ryggen til verden. Heller ikke set fra et sikkerhedspolitisk perspektiv, er det en god strategi at sætte sig over i hjørnet og have nok i sig selv. Mellemøsten brænder, og Iran forsøger at sprede deres indflydelse til nabolandene. Houthierne forsøger at forpurre den globale handel. Rusland forsøger at tage, hvad der ikke er deres. Kina spiller storpolitisk kispus.
De udfordringer, som mine forældre flygtede fra, er begyndt at spøge igen. Vi ser revolutioner i glemte stater. Totalitære kræfter på fremmarch. Derfor er vores analyse helt klar: De globale udfordringer løses bedst i fællesskab. EU og Danmark skal tage ansvar for egen sikkerhed og gå all in på det Europæiske samarbejde!
Putins Rusland stopper ikke med Ukraine, hvis vi ikke stopper ham. Et stærkt europæisk modstykke er nødvendigt, hvis mine børn og børnebørn også skal føle sig frie og sikre. Jeg siger det, fordi jeg virkelig ikke føler mig sikker på, at det er gået op for alle, hvor truede de grundpiller, vi har støbt vores fundament på, er. I Ungarn har Victor Orbán en lemfældig omgang med de demokratiske værdier. Han hjemsender dommere, opkøber medier og favoriserer sit eget parti gennem ændringer i valgsystemet.
Slovakiet oplever tumult, efter at deres premierminister Fico blev udsat for et politisk motiveret attentat.
I Kroatien, Rumænien, Moldova og Serbien kæmper den frie tanke imod korrupte politikere. Journalister bliver overfaldet. Og i Polen hvor min grandkusine stadig bor, oplever LGBTQ+ personer diskrimination både kulturelt og institutionelt.
Klokkerne ringer for fælles forsvar for europæiske værdier. Europa skal fortsat være et refugium for de frie tanker. Den chance fik mine forældre. Og hvilken modløs skæbne, der så havde formet sig for min familie, hvis vi havde lukket døren i hovedet på dem, tør jeg ikke tænke på.
Èn ting er dog sikkert: Jeg havde ikke stået på den her talerstol. Europa skal være plads for frie tanker.
Tale af Monika Rubin, politisk ordfører for regeringspartiet Moderaterne til afslutningsdebatten i Folketinget, onsdag, den 29. maj.
Støt et frit medie – støt polennu.dk
Hos polennu.dk har vi fravalgt at have en betalingsmur. Vi vil nemlig så gerne udbrede kendskabet til Polen mest muligt. Vi vil gerne lave endnu flere nyheder, og hvis du vil hjælpe os i det arbejde, kan du støtte os økonomisk. Vores sædvanlige betalingssystem er frakoblet af sikkerhedsmæssige grunde, men du kan støtte polennu.dk med Mobile Pay eller bankoverførsel.
MOBILEPAY 23435905 – eller Danske Bank: 4315 – 0012245351
Hvis du vil støtte polennu.dk fra en udenlandsk konto, så er vores bank oplysninger her: SWIFT: DABADKKK – IBAN: DK8730000012245351.
