Kritik prellede af polsk statsminister i Europa-Parlamentet

    mateusz_morawieckis_eu_4_juli_2018

    Den polske regeringschef Mateusz Morawieckis var under beskydning i dag, da han forsøgte at forsvare de mange konflikter der er mellem EU og Polen. Foto: Europa-Kommissionen.


    STRASBOURG: Polens statsminister blev mødt med hård kritik i Europa-Parlamentet, da han i dag var inviteret til at tale om Europas fremtid. De folkevalgte ville hellere tale om de demokratiske forhold i Polen.


    Polens statsminister var i dag i Europa-Parlamentet i en møderække, hvor de folkevalgte møder regeringsledere fra EU-landene for at tale om Europas fremtid. I dag var det Polens statsminister Mateusz Morawieckis tur. Han tiltrådte i januar og er uddannet bankmand.

    Retsstat og demokrati

    Men de europæiske folkevalgte havde ikke lyst til at tale med den polske regeringsleder om fremtiden for Europa, de ville meget hellere tale om den række af anti-demokratiske love, som den polske regering har vedtaget. Men det prellede fuldstændig af på den polske statsminister, der talte om solidaritet og en ny vision for Europa. Flere af medlemmerne fandt det overraskende at Polen vil være solidarisk, når polakkerne nu nedbryder det værdifællesskab der binder EU sammen.

    Demo mod EU for digital ophavsret

    Et medlem af den polske Korwins-gruppe i parlamentet (Korwin der har sagt i parlamentet at kvinder er undermennesker, red.) Dobromir Sosuerz, kom den polske regeringsleder til undsætning, og sagde at grunden til at der var demonstrationer i Polen, var i protest mod en ny EU-regel om digital ophavsret. Tirsdag var der demonstrationer i mere end 100 polske byer, mod regeringens overtagelse af kontrollen over højesteret.

    Flere af talerne i Europa-Parlamentet roste Polen for sin indsats for det europæiske samarbejde, og ikke mindst for Europas genforening gennem Lech Walesas historiske indsats. Den polske statsminister takkede for rosen, men fortalte samtidig at det netop var dommeren fra krigsretstilstanden (1981-1983), som betød at mange af hans venner blev enten dræbt eller fængslet. Denne påstand er dog gentagne gange blevet tilbagevist, da så godt som alle dommere fra dengang er stoppet. Kaczynski-regeringen (2005-2007) har tidligere udrenset dommere.

    Kritik preller af

    Trods den massive kritik, og selv om emnet blev den anti-demokratiske situation i Polen, så forsøgte den polske statsminister at imødegå kritikken på flere områder:
    “Polen var et af de første lande, der gav kvinder stemmeret, og vi er dybt forankret i retsstaten. Hvis ikke det havde været for jerntæppet, kunne vi have været et af EU’s grundlæggerlande. I dag, hvor vi er blevet fuldgyldigt medlem, vil vi gerne fremlægge et konstruktivt program, hvor vi respekterer de respektive nationale identiteter, og hvor hvert land har ret til at indrette sit retssystem i overensstemmelse med egne traditioner,” sagde Morawiecki i Parlamentet.
    “Det europæiske projekt skal være mere åbent, da den situation, vi befinder os i, er uden fortilfælde på grund af ophobningen af kriser,” fortsatte Morawiecki og pegede blandt andet på migrationskrisen, brexit og Ruslands hybride krigsførelse, sagde den polske statsminister blandt andet.

    Ingen bevægelser

    Der var ingen indrømmelser fra Polens sider i dag til de folkevalgte europæere. Imens fortsætter demonstrationer onsdag i de store polske byer, og foran Højesteret hvor blandt andet Lech Walesa deltager i demonstrationerne.

    Flere gange lød det fra den polske statsminister:

    – Lad være med at belære os.

    SE HELE DEBATTEN
    EU: Polens statsminister i EU-parlamentet (med dansk tolkning)