Mary_og_kronprins_frederik_polen_polennu
KØBENHAVN: Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary rejser i dag til Polen, i spidsen for en større erhvervsdelegation. Tre ministre følger trop.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary rejser i dag sammen med handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til Polen som del af et dansk erhvervsfremstød, der skal øge den polske interesse for danske varer og ydelser. Første stop bliver den polske hovedstad, hvor delegationen blandt andet skal mødes med den polske præsident Bronislaw Komorowski. Onsdag er delegationen i Szczecin, hvor det royale par kan fejre sin 10 års bryllupsdag.

Tre ministre på stribe

Senere slutter miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og sundhedsminister Nick Hækkerup (S) sig til, og den danske delegation står bag et eksportfremstød med mere end 60 danske virksomheder.

Stort marked

Med 40 millioner indbyggere og hurtigt voksende købekraft ser den danske virksomhed Ilse Jacobsen i Hornbæk et stort potentiale i det polske marked. Virksomheden er da også med på den royale rejse.

Ilse Jacobsen, der er bedst kendt for sine farverige gummistøvler og regntøj, har indtil videre kun to kunder på det polske marked, men oplever stor forespørgsel fra polske kunder, når de er på messe i eksempelvis København eller Berlin, skriver fagbladet Dansk Mode & Textil.

– Polen er med en voksende købekraft, der langt hen ad vejen er samlet omkring få større byer, vil være et let marked at gå ind i, vurderer salgsdirektør i Ilse Jacobsen, Kim K. Larsen.

Søger distributør til Polen

Derfor deltager vi i den officielle danske erhvervsdelegation til Polen, som har til formål at sætte fokus på dansk-polsk samhandel inden for blandt andet mode og design.

– Vi skal ned og lære markedet bedre at kende og blandt andet finde en relevant distributør, fortæller Kim K. Larsen, som allerede har indledt forhandlinger med et par distributører. Ud over som et marked med potentiale i sig selv, ser han Polen som et brohoved til lande længere østpå.

Sammen med det danske kronprinspar deltager ud over Ilse Jacobsen Hornbæk også blandt andre Pandora, Ecco, Bang & Olufsen og Novo Nordisk i delegationen.

Minister positiv

Den danske handelsminister Mogens Jensen mener, at det royale følgeskab på turen kan være til stor gavn for Danmarks muligheder på det polske marked, som Danmark allerede har en større milliardeksport til.

– Danmark har et stærkt og positivt brand i Polen, og et erhvervsfremstød med Kronprinsparret er med til at skabe nye åbninger og opmærksomhed om Danmark, siger Mogens Jensen forud for rejsen.

Polen vil samarbejde

– Polakkerne ønsker mere samarbejde med Danmark, og de ønsker at drage nytte af vores erfaringer. Samtidigt vil Polen gerne styrke eget brand og imødegå stereotype billeder af landet, skriver ministeren på sin hjemmeside.

10. største marked

Polen er ifølge Udenrigsministeriet Danmarks 10. største eksportmarked, og Danmark solgte sidste år varer for 15 milliarder kroner til polakkerne.

Siden 2006 har Polen bevæget sig fra en 12. plads til en 10. plads over de danske eksportmarkeder, og frem mod 2020 forventes eksporten fordoblet vurderes det.

Vækst siden 2004

– Siden Polens EU-medlemskab i 2004 har landet haft en meget positiv økonomisk udvikling. Erhvervsfremstødet kan være med til at sætte yderligere skub i den danske eksport til Polen, der i takt med den økonomiske udvikling, udbygningen af landets infrastruktur og den stigende velstand rummer et enormt potentiale for danske virksomheder, skriver Mogens Jensen.

Det er virksomheder indenfor energi og miljø, mode og design, sundhed samt fødevarer.

Først Warszawa

Den royale tur, som strækker sig over 3-dage, begynder i Warszawa i dag – hvor delegationen bliver frem til tidlig onsdag, hvorefter turen afsluttes med heldagsbesøg i Szczecin; – det er byen, hvor de fleste danske investeringer i Polen er samlet. Samtidig kan det royale par fejre 10 års bryllupsdag i den polske havneby.

polennu.dk følger Kronprins Frederiks og kronprinsesse Mary på turen.