Polens forsvarsminister Antoni Macierewicz vil gøre den polske hær større og bedre til både forsvar af landet og til operative opgaver i andre lande. Foto: Robert Suchy, CO MON.
BYDGOSZCZ: Polens forsvarsminister vil gøre den polske hær 50 procent større inden for få år.
Polens forsvarsminister Antoni Macierewicz åbnede onsdag bygningerne til hovedkvarteret for NATO-styrkernes integrerede enhed (NFIU) i byen Bydgoszcz i det nordvestlige Polen.
Hovedkvarteret har fungeret i lånte bygninger siden september 2015.
Polens hær skal være større
– Polens hær bliver større, vi forudser en betydelig vækst i hæren på minimum 50 procent i løbet af de nærmeste år, herunder oprettelsen af tre brigader til territorialt forsvar af landet på den østlige flanke ved næste årsskifte, sagde Macierewicz under åbningen.
Ikke kun til forsvar
– Men jeg ønsker ikke, at det skal forstås sådan, at nødvendigheden af at udvikle den polske hær begrænses til territorialt forsvar. Det vil også vedrøre operative enheder, sagde den polske forsvarsminister.
Polen klar til permanent NATO-tilstedeværelse
Polen har siden Ruslands aggression mod Ukraine i 2014 presset på for at få permanent tilstedeværelse fra NATOs styrker i Polen og andre østlige NATO-lande, og det er blandt andet et emne for det NATO-topmøde, som Polen bliver vært for til sommer i Warszawa.
Forsvarsministeren kaldte onsdagens åbning af NFIU-hovedkvarteret for et fundament for en permanent NATO-tilstedeværelse i Polen.
– I dag kan vi sige, at Polen er fuldt ud klar til at modtage alliancens militær, sagde forsvarsministeren.