KØBENHAVN: Politisk ordfører for Moderaterne, Monika Rubin har polsk baggrund. Til afslutningsdebatten sammenlignede hun Polen og Danmark.
Politisk ordfører for partiet Moderaterne, Monika Rubin, fortalte i det danske Folketing om sin polske baggrund, da hun som politisk ordfører holdt tale til afslutningsdebatten torsdag.
Monika Rubin er 35 år gammel, født i Hvidovre af en polsk mor og med en persisk far. Moderen flygtede fra Polen til Danmark. Monika Rubin kom i Folketinget ved valget 2022. Hun er kandidat i lægevidenskab fra Københavns Universitet i 2015 og arbejdede som læge i Region Hovedstaden 2015-2018.
Tale af Monika Rubin
polennu.dk har fået lov til at bringe Monika Rubins tale fra Folketingets afslutningsdebat, som vi finder interessant for vores læsere på grund af den dansk-polske sammenligning. Døm selv. Læs hele talen herunder. God fornøjelse!
Politisk ordfører Monika Rubin, MF Moderaterne:
For en lille måneds tid siden, var jeg med statsrevisorerne rundt i Europa for at besigtige Frontex.
Og et af de lande, vi besøgte, var Polens hovedstad Warszawa. Dér hvor min mormor og morfar kommer fra.Det er et sted, jeg har brugt utallige sommerferier som barn, men ikke har besøgt så meget siden. Så da der var et hul i programmet, gik jeg hen til deres gamle hus.
På vejen derover blev jeg mødt af det ene nybyggeri efter det andet. Glasfacader og skyskrabere. H&M butikker og flotte caféer. Det er noget helt andet, end det jeg kan huske som barn. En økonomi i laser. Rationeringsmærker. Hyperinflation og et politisk klima man som almindelig borger ikke blandede sig i.
Det var dét Polen, der gav min mor lyst til et andet liv. Så hun pakkede hvad hun ejede og forlod landet.
Siden da har Polen skiftet ham. Økonomien er buldret af sted med høje væksttal selv gennem finanskrisen i 2008, hvor de var det eneste land i Europa, der ikke oplevede negativ vækst. Deres vækstopskrift?
De havde modet til at lave dybe strukturreformer.
Reformer for fremtidens generation. De åbnede sig mod omverdenen. Styrkede det internationale samarbejde og blev i sidste ende en del af EU. En seriøs reformvilje udført af en håndfuld modige politikere, der turde gentænke samfundet. Et reformmod som vi ikke har set herhjemme i mange år. I sidste uge kom der nye, gode tal frem for dansk økonomi – hvilket jo er en glædelig nyhed!
Men det bekymrer mig, at flere og flere herinde i salen ser deres snit til at underdrive behovet for de strukturreformer, vi har brug for. F.eks. i vores sundhedsvæsen. For mens de allerrigeste drøner rundt og køber private sundhedsforsikringer, der sikrer dem en plads forrest i køen, kommer nogle med det samme svar som altid: Send flere penge! Og bevares – det gør vi faktisk også:
2 milliarder til en akutplan, 3 milliarder til psykiatrien og 5 milliarder kroner til det generelle sundhedsvæsen burde vi være glade for. For regeringen forstår vigtigheden af at prioritere sundhedsvæsenet. – Men det burde også trække panderynker. Som læge ved jeg godt, at et skud adrenalin kan være nødvendigt for at få stabiliseret blodtrykket, men det må aldrig blive eneste behandling.
Ikke når man ved, at der gemmer sig en langt mere alvorlig diagnose.
Hvis ikke vi får lavet en seriøs udredning af sundhedsvæsenet, så kommer vi til at stå her igen og skyde flere akutpakker – flere milliarder uden den nødvendige effekt – ind i systemet. I stedet bør vi sætte konkret ind og adressere den massive mangel på medarbejdere, ikke bare i sundhedsvæsenet, men alle steder i samfundet. For når jeg ser ud over ”huset Danmark”, så er der ikke bare revner i fundamentet. Der er dybe sprækker. Udover sundhedsvæsenet hører vi historier fra ældreplejen, der bestemt ikke maler noget glansbillede. Det samme gælder folkeskolen. Ungdomsuddannelserne. Unge, der mistrives.
Vi burde tage en dyb indånding og gentænke det hele.
Tag debatten om folkepensionen. Klasseeksempel på både et hovedbrydende samfundsproblem og en kollektiv frygt for forandring. Den dag, mine drenge på i dag 3 og 5 år bliver voksne, er der en overhængende risiko for, at vi har reel klasseopdeling i Danmark. Medmindre vi øger fokus på forandring nu. For som vi allerede kan se, så skruer pensionskasserne op for tilbud af sundhedsforsikringer. Men jeg lover jer: det vil også ske med ældreservicen.
Hvis vi lader det vokse frem uden nogen form for regulering, så vil vi begynde at se et A, B og endda også et C hold mellem os danskere, hvor de ressourcestærke kan nyde førsteklasses løsninger:
God mad. Korte ventetider. Kortspil med personalet.
Alt imens de mindre bemidlede vil blive købt af med noget andenrangs. Det mener jeg ganske enkelt ikke, at vi kan være bekendt! Ikke at tage en beslutning, er også at tage en beslutning.
Blindt at acceptere denne udvikling med flere og flere private tilbud vil være en glidebane for tilliden til det offentlige Danmark. Og så kan det godt være, der er nogle der jubler og tænker, at det frie marked løser det hele. Men det gør det ikke. Det øger uligheden – for meget.
Det vi kunne gøre, var at sørge for at dem der har en tæt tilkobling til arbejdsmarkedet, i højere grad lagde lidt mere til side i løbet af et langt arbejdsliv – og dem der ikke har råd, får en hjælpende hånd af staten.
Det handler om lighed – fordi alle fortjener en ordentlig behandling. Også dem, der ikke har direkte dankortadgang til fed friværdi.
Et pragmatisk forslag, der i sin essens fastholder den pragmatiske idealisme, der kendetegner Danmark. Den gyldne rettesnor om, at der ikke skal være for stor forskel på høj og lav. Det handler om lighed. Men det handler også om at turde prioritere dem, der har det største behov for hjælp.
Jeg er vant til et liv i den hvide kittel, hvor det netop er det jeg gør. Prioriterer de mest syge først. Men jeg indgyder også patienterne håb! Og det vil jeg gerne forsætte med – også herinde fra som politiker.
Derfor vil jeg også gerne fortælle om, at vi er i fuld gang med at skabe en bedre fremtid for de næste generationer. Et samfund, der udleder mindre CO2 – og med tiden fjerner mere CO2 fra atmosfæren, end vi udleder. Vores klimaminister har netop indgået en aftale på tværs af Folketinget, der skruer markant op for udbygningen af havvind i Danmark. Og vi etablerer verdens første energi ø. De nye vindmølleparker på havet har potentialet til at kunne dække elforbruget i mere end 14 mio. danske og europæiske husstande.
14 millioner. Det er jo kæmpemæssige klimapløkker, vi lige nu er i gang med at banke ned i dansk jord!
Og for mig set et godt eksempel på, at mens nogen råber så handler regeringen. Men vi lytter også – for vi ved hvor vigtigt det er, at den grønne omstilling sker på en måde, hvor vi sikrer at alle kommer sikkert med ind i den grønne fremtid. For det mest afgørende i klimapolitikken er den folkelige opbakning.
Mister vi den, så når vi ikke vores klimamål.
Det kræver at vi har øje for balancerne i samfundet. Og det kræver, at vi tænker os godt om og ikke lader en useriøs overbudspolitik styre klimadebatten. Og vi bevæger os heldigvis i den rigtige retning.
Men det er sværere og tager længere tid at indfri klimamål end at indgå dem. Jeg er dog sikker på, at vi kommer i mål. Beslutning for beslutning. Aftale for aftale. Siden regeringen kom til, er der givet flere penge til udfasning af gasfyr, indgået aftale om brint-infrastruktur, vi har lagret CO2 i undergrunden og præsenteret et forslag til, hvordan vi kan fjerne den CO2, vi mangler frem mod 2025.
Blot for at nævne nogle af tiltagene.
Vi skylder de danske borgere at tænke os godt om. Og derfor fx også at turde at nedsætte ekspertkommissioner, der kommer med gennemtænkte forslag til forandringer. Forandringer for at forbedre. Det handler om det lange seje træk – ikke små, symbolpolitiske spjæt, der måske nok kan få kommentarsporene til at svømme over med udråbstegn og bræk-emojis på de sociale medier, men som helt ærligt, hverken gør fra eller til for ”huset Danmark”. For denne her regering er mere end bare ord og floskler.
Og er der noget der gør mig – et barn af en polsk mor og en flygtning – ekstra stolt, så er det med den alvor og handlekraft vi har håndteret krigen i Ukraine. Krigen på vores kontinent. Hos vores nabos nabo. Vi bliver hos dem – også efter at krigen er slut. Så ukrainerne kan få samme oplevelse som min mor fik, ved at se deres hjemland vokser ud af ruinerne og ind i det europæiske fællesskab, fordi vi i fællesskab tror på en bedre dag i morgen, end dagen i går.
Men krigen i Ukraine er ingen undskyldning for at sidde på hænderne og låse samfundsplanerne inde i skrivebordsskufferne. Nærmere tværtimod. Da min mor kom til Danmark, udgjorde EU 30 procent af verdens BNP (bruttonationalprodukt, red.). I dag er tallet halveret. Og når mine to drenge derhjemme bliver voksne, siger prognoserne, at det tal vil tage endnu et dyk. Så i virkeligheden bør vi tænke på deres fremtid.
Mine ufødte børnebørns fremtid. Vil det være et samfund, martret af at have gennemført poppet politik? Ladet sig styret af meningsmålinger og dagens forsider?
Eller vil vi se et samfund, der haft modet til at stå fast, gentænke og forny sig selv også selvom det i øjeblikket ikke har været populært – men med tiden vist sig bydende nødvendigt?
Jeg håber, det bliver det sidste. Og jeg håber alle her i salen vil være med til det samarbejde.
MF’er Monika Rubin, politisk ordfører Moderaterne
LINK: Monika Rubin, personlig hjemmeside
