Barbara Nowacka blev præsenteret på Forenet Venstres kongres i Lodz. Pressefoto
LODZ: Forenet Venstre, der ligger nummer tre i meningsmålingerne, fik søndag ny leder og spidskandidat op til parlamentsvalget i Polen
Valg-alliancen Forenet Venstre præsenterede søndag 40-årige Barbara Nowacka som sin ny leder og spidskandidat op til det polske parlamentsvalg.
Får måske nøglerolle
Forenet Venstre står i meningsmålingerne til at blive Polens tredjestørste gruppe i parlamentet med mellem 5 og 12 procent af stemmerne. Valg-alliancen kan dermed komme til at stå i en nøglerolle efter valget, når en ny regering skal finde opbakning i parlamentet.
Højere mindsteløn
Nowacka lovede i sin tale til partiet, at hun vil kæmpe for en mindsteløn på 2500 zloty om måneden i stedet for de nuværende 1750 zloty.
Polens nuværende statsminister Ewa Kopacz har lovet, at hun vil indføre en mindsteløn på 12 zloty i timen, hvilket svarer til 2016 zloty om måneden, hvis hun bliver genvalgt.
Risikerer at ryge ud
Forenet Venstre er en valgalliance, der er dannet af fem mindre partier fra centrum-venstre, nemlig Den Demokratiske Venstrealliance (SLD), Din Bevægelse (TR), Polens Socialistiske Parti (PPS), Arbejdets Union (UP) og De Grønne.
Forenet Venstre skal derfor have mindst 8 procent af stemmerne for at komme i parlamentet, og ifølge meningsmålingerne er der også en risiko for, at de slet ikke kommer ind ved valget den 25. oktober.