Ny viden om Den Kolde Krig på stor udstilling

den kolde krig polen langeland
To udstillinger der handler om dansk-polske relationer, kan nu opleves på Koldkrigsmuseum Langelandsfort. Polens kulturattache Jaroslaw Galuba (nr. 2) og politisk-økonomisk medarbejder ved den polske ambassade, Anna Korelec-Monko (nr. 3), var til smug premiere på de nye udstillinger. Her ses de sammen med museumsleder Peer Henrik Hansen (nr. 1) og forskningsmedarbejder Anna Werenberg (nr. 4). Foto: Susanne Pedersen, Langelandsfortet.

BAGENKOP/LANGELAND: To udstillinger på Langelandsfortet giver ny viden om Anden Verdenskrig og de polske planer under Den Kolde Krig.


Den Kolde Krig og Anden Verdenskrig i miniferien?

Ny viden, gamle genstande og nye billeder er noget af det, historieinteresserede nu kan opleve på Langeland. Det er Koldkrigsmuseum Langelandsfort der trods udfordringer med corona-pandemi, nu kan tilbyde to helt nye og spændende udstillinger. Den ene handler om lidelserne i Polen under Anden Verdenskrig, og den anden handler om tiden under Den Kolde Krig mellem Danmark og Polen.

De havde kurs mod Danmark

”Mod fremmede kyster – 7. landgangsdivision og Danmark” er titlen på udstillingen om de polske landgangssoldater – De Blå Baretter. Fra 1963 og frem til afslutningen af Den Kolde Krig trænede de til at udføre landgangsoperationer på de danske strande. Det skulle de gøre i tilfælde af, at Den Kolde Krig var blevet varm.

LINK: Koldkrigsmuseum Langelandsfortet

Hidtil ukendte dokumenter

Udstillingen rummer en lang række nye og hidtil ukendte dokumenter, der er med til at kaste mere lys over krigsforberedelserne og forventningerne mellem Danmark og Polen under Den Kolde Krig, mens der stadig var noget der hed Sovjetunionen. Det er Langelandsfortet der har lavet udstillingen i samarbejde med de polske organisationer: Foreningen for Soldater og Sympatisører af De Blå Baretter, Flådemuseet i Gdynia, Polens Nationale Søfartsmuseum i Gdansk og Hærmuseet i Bydgoszcz.

Soldaternes udstyr på udstilling

Udstillingen om De Blå Baretter indeholder originale genstande fra landgangssoldaterne, fra uniformer og emblemer til telte og køkkenudstyr, der – heldigvis – først er kommet til Danmark efter Den Kolde Krigs afslutning.

Genstandene er udlånt af De Blå Baretters forening og de polske museer sammen med fotografier, film og modeller af kampvogne, landgangsfartøjer og helikoptere. Udstillingen præsenterer desuden dokumenter fra det polske arkiv for national erindring (IPN) om de forventede landgangsforhold i Danmark. Det er den hidtil største udstilling om De Blå Baretter uden for Polen.

Dansk-polsk modstandsarbejde

Den anden udstilling hedder ”Kamp og lidelse” og fortæller om polakkernes kamp mod Nazityskland i 1939 og de voldsomme lidelser polakkerne blev udsat for under Anden Verdenskrig. Også her var der polsk-danske forbindelser, og udstillingen mindes blandt andet den eneste udlænding, der er begravet i Mindelunden – den polske officer Lucjan Maslocha. Han var bindeled mellem den polske og danske modstandsbevægelse. Udstillingen er lavet i samarbejde med Polens ambassade i København.

LÆS OGSÅ: Kvinde og polak blandt danske mænd i Mindelunden

Jaroslaw Galuba og Anna-Korelec-Monko fra Polens ambassade i Danmark får her en lang forklaring om plancherne af forskningsmedarbejder Anna Werenberg, Langelandsfortet. Foto: Sussanne Pedersen, Langelandsfortet.

LINK: Koldkrigsmuseum Langelandsfortet

Taknemmelig for samarbejde

– Samarbejdet med vores polske partnere har været helt afgørende for, at vi har kunnet få disse udstillinger op at stå. Det er vilkårene for moderne museer, at vi skal samarbejde både på tværs af regioner og landegrænser, siger museumsleder for Langelandsfortet Peer Henrik Hansen til polennu.dk. Han roser samarbejdet med polakkerne og vil gerne samarbejde mere med sine polske kolleger.

– Polen er vores naboland, og vi er fælles om mange vigtige historier, som det er værd at erindre og fortælle, siger museumslederen.

anden-verdenskrig-polen-ambassade
Kulturattache Jaroslaw Galuba besøger dele af den store udendørsudstilling på Langelangsfortet. På billedet ses også museumsleder Peer Henrik Hansen og forskningsmedarbejder Anna Werenberg, Langelandsfortet. Foto: Susanne Pedersen, Langelandsfortet.

Langelandsfortet holdt øje med fjenden

Langelandsfortet var et bemandet fort under det danske søværn frem til 1993. Det blev anlagt i 1953 med henblik på at overvåge skibstrafikken i Østersøen, og skulle i tilfælde af krig hindre fjendtlige skibes passage gennem Langelandsbæltet. Der var fire kanonstillinger med 150 mm. kanoner til den opgave.

LINK: Koldkrigsmuseum Langelandsfortet

Husk corona pas

Koldkrigsmuseum Langelandsfort følger ligesom Danmarks øvrige museer de gældende corona-krav i forhold til afstand og fremvisning af test eller vaccinationsbevis. Husk at tjekke de aktuelle regler før et besøg.

Mere om Den Kolde Krig og Anden Verdenskrig fra Polen på dansk? Du kan gøre en forskel: Vi har ikke bygget en stor, stærk og lang betalingsmur omkring polennu.dk. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Ethvert beløb er en stor hjælp. Vælg mellem DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00 – Når du har trykket på beløbet, bliver du viderestillet til vores betalingssystem, hvor du kan betale med VISA, MASTER, Mobilepay og andre anerkendte og sikre betalingsformer.