OSCE tager afstand fra planer om polsk præsidentvalg

OSCE-direktøren for menneskerettigheder, Ingibjörg Sólrún Gísladóttir er tidligere islandsk udenrigsminister. Hun mener, at det er umuligt at gennemføre præsidentvalget i Polen, når der ikke kan føres valgkamp, og når valget ikke kan overvåges internationalt. Foto: OSCE.

WIEN: Organisationen for sikkerhed og samarbejde OSCE tager afstand fra Polens planer om at gennemføre præsidentvalg den 10. maj midt i corona-krisen. Organisationen vil heller ikke sende internationale valgobservatører.


Den polske regerings planer om at gennemføre præsident-valget i Polen den 10. maj, møder kritik fra mange sider. Otte ud af ti polakker vil have valget udsat, og alle kandidater undtagen den siddende præsident Andrzej Duda, ønsker også en udskydelse.

Intern uenighed

Troværdige kilder siger til polennu.dk, at der er intern uenighed i regeringspartiets inderkreds om valget. Statsministeren og sundhedsministeren ønsker også at udsætte valget, mens justitsministeren og partiformanden Jaroslaw Kaczynski med al verdens magt ønsker at gennemføre valget i maj, uanset om det kan koste menneskeliv. Det skønnes at corona-krisen vil toppen i Polen i midten af maj.

Men nu får tilhængerne af en udsættelse af valget også international opbakning. OSCE tager også afstand fra planerne.

– Et rigtigt valg kræver en rigtig kampagne, hvor vælgerne kan studere valgprogrammer og udtalelser fra alle kandidater, så de kan træffe et valg på et oplyst grundlag, siger direktør i ODIHR, Ingibjörg Sólrún Gísladóttir.

– De nuværende begrænsninger på offentlige forsamlinger grundet pandemien, gør valgkampen nærmest umulig at gennemføre. – Jeg er bekymret for, at hvis valgforberedelserne fortsætter som planlagt, under de nuværende omstændigheder, så kommer det til at falde udenfor en række internationale standarder.

– Valgkamp og offentlig debat er en forudsætning for et demokratisk valg, siger OSCE menneskerettighedschefen.

Ikke ændre valglov lige før et valg

OSCE siger også, at der ikke bør foretages ændringer i en valglov et år før valgdatoen. I henhold til den polske forfatning, er det 6 måneder. Men ingen af reglerne overholdes, da Polens parlament netop har taget en række beslutninger om præsidentvalget den 10. maj. Blandt andet en beslutning om, at valget skal gennemføres alene med brevstemmer.

Ingen internationale observatører

OSCE har også meddelt, at de ikke kan sende valgobservatører på grund af corona-krisen. Polen risikere, at valget ikke bliver internationalt anerkendt, hvis det gennemføres som planlagt.