WARSZAWA: Polen har redningsmandskab klar til at tage af sted, efter et jordskælv i morges udløste en stor tsunami ud for Japan. Den amerikanske vestkyst rammes i aften.
Polens udenrigsminister har tilbudt Japan hjælp til redningsarbejdet, efter at en tsunami med bølger på op til 10 meters højde ramte Japan og flere andre lande i området i morges kl. 6:46 dansk og polsk tid.
I løbet af aftenen rammer tsunamien også den amerikanske vestkyst, hvor myndighederne er i alarmberedskab.
Jordskælvet målte 8,9 på Richter-skalaen.
Polak savnes
Sidst på eftermiddagen var foreløbig en polak savnet, men det polske udenrigsministerium har ikke fået bekræftet oplysningen. Ingen har endnu overblik over skadernes omfang, og hvor mange der er omkommet. Foreløbig taler japanske tv-medier om op til 1.000 dræbte, men flere savnes.
Der bor cirka et tusinde polakker i Japan.
Kondolencer
Polens præsident Bronislaw Komorowski og statsminister Donald Tusk har begge sendt kondolence til Japan.