Polens største helt – Lech Walesa – 80 år i dag

Kampen om Historien

GDANSK: Polens største helt – Lech Walesa fejres fredag på sin 80-års fødselsdag i byen hvor han blev verdensberømt.


Elektriker, fagforeningsformand, præsident, modtager af Nobels Fredspris, den danske Elefantorden og meget andet, Lech Walesa, fejres fredag i Gdansk. Byen fejrer den historiske helt og weekenden igennem er der arrangementer med relation til Lech Walesa og hans kamp for et frit Polen.

Den store fejring finder sted fredag aften, hvor 400 gæster fra ind og udland er samlet for at fejre ikonet. Det finder sted på den gamle skibsværftsgrund, og i det nye Solidarnosc-center i Gdansk.

Født i Popowo

Lech Walesa blev født i byen Popowo i nærheden af Gdynia under Anden Verdenskrig. Fra 1967 arbejdede Lech Walesa som elektriker på Lenin-skibsværftet i Gdansk og var aktiv i et officielt arbejderudvalg, hvor han var arbejdsmiljøinspektør.

Lech Walesa var en af de markante skikkelser på skibsværftet i Gdansk under den første strejke, der startede den 14. december 1970 og hvor arbejdere blev dræbt eller bortført af det hemmelige politi. Han undslap, men deltog i gadedemonstrationerne dagen efter og blev arresteret. Han blev senere løsladt.

Lech Walesa blev fyret fra værftet i Gdansk i 1976 på grund af hans kritiske holdning til ledelsen og de kommunistiske fagforeninger, som var en del af værftet.

Lech Walesa fik derefter job på skibsreparationsværftet Zremb i nabobyen Gdynia. I juni 1978 blev han medlem af Kystens Frie Fagforeninger og blev fyret fra det nye værft et halvt år senere. Fra januar 1979 var Lech Walesa med i redaktionen for oppositionstidsskriftet ’Kystens Arbejder’.

Lech Walesa arbejdede tæt sammen med KOR’s medlemmerne – Borusewicz, Gwiazda og Kuron. Han var en hyppig gæst i de kommunistiske varetægtsfængsler op gennem 70erne.

(Fortsættes under)

Lech Walesa i Danmark 2019 DR2

Verdensberømt på skibsværftet

Lech Walesa var en af initiativtageren og leder af strejken, som igen udbrød på Lenin skibsværftet i Gdansk den 14. august 1980. På det tidspunkt havde han ikke været ansat på værftet i fire år, men havde udviklet ideen om strejken sammen med tre unge mænd. De var stærkt utilfredse med ledelsens behandling af en anden fyret medarbejder, som de nu krævede genansat.

Den 16. august 1980 blev Lech Walesa formand for en fælles strejkekomite. Han stod i spidsen for forhandlingerne – først med de lokale myndigheder og værftets ledelse i Gdansk – siden med regeringen, da strejkerne havde bredt sig til hele Polen.

Den 31. august 1980 underskrev han en aftale med regeringen med 21 punkter, som bl.a. førte til dannelsen af de første frie fagforeninger i Warszawa-pagtlandene. Han blev valgt som Solidarnosc første formand den 17. september, og forsøgte konstant med fredelige midler at opnå enighed og fremskridt sammen med regeringen. Men anstrengelserne var i første omgang forgæves.

Krigsretstilstand

Den 13. december 1981 erklærede den polske regering, efter pres fra Kreml i Moskva, krigsretstilstand i Polen, og Lech Walesa blev straks interneret. Solidarnosc blev forbudt samme dag, og Walesa fik tilbudt en lukrativ stilling i statsadministrationen, som han nægtede at tage imod. Han måtte blive i husarrest.

Den 14. november 1982 blev han endelig løsladt og begyndte at udføre illegalt arbejde for Solidarnosc. Trods regeringens mange forsøg på at miskreditere og mistænkeliggøre Lech Walesa, fik han den 5. oktober 1983 Nobels fredspris for, uden brug af vold, at have udfordret de kommunistiske magthavere.

I september 1986 dannede han et ’Midlertidigt Råd for NSZZ Solidarnosc’, som blev ansvarlig for at danne en ny organisation og opstille nye fælles målsætninger.

Den 25. oktober 1987 blev Lech Walesa formand for det officielle Nationale Eksekutive Udvalg (KKW) for NSZZ Solidarnosc. Lech Walesa var tilbage og støttede strejkerne i maj 1987 og august året efter på Lenin skibsværftet i Gdansk. Strejkerne åbnede op for drøftelser med regeringen, der betød, at en formel dialog gennem Rundbordssamtalerne, skulle føre til en fælles forståelse.

Lech Walesa deltog i alle Rundbords-forhandlinger mellem den 6. februar og 5. april 1989. Forhandlingerne førte til det første delvis frie valg i Polen, den 4. juni 1989.

Lech Walesa stillede ikke selv op i det første delvis frie parlamentsvalg senere på året, men Solidarnosc repræsentanter blev valgt ind på samtlige mulige pladser i Sejmen og Senatet.

Året efter meldte Lech Walesa sig som præsidentkandidat og fik en overbevisende valgsejr den 9. december 1990. Lech Walesa blev indsat som Polens præsident den 22. december 1990. I december 1995 tabte han embedet til Aleksander Kwasniewski og opnåede selv kun støtte fra 1 % af vælgerne.

I dag er den tidligere præsident leder af Lech Walesa instituttet i Gdansk og han deltager i internationalt og nationalt arbejde for demokrati og menneskerettigheder.

Lech Walesa i Danmark

Lech Walesa er blevet tildelt æresdoktorgrader fra flere universiteter, bl.a. Harvard, Columbia og Gdansk. Lech Walesa har besøgt Danmark ad flere omgange, og senest i 2019 hvor han mødtes med Danmarks statsminister Mette Frederiksen, kronprinsesse Mary, folketingets formand, udenrigsministeren og mange andre. Under samme besøg, blev hans skjold ophængt på slottet i Hillerød.

Lech Walesa bærer altid en t-shirt eller andet med ordet: Konstytucja, som en protest mod den polske regerings overgreb på demokratiet. Han har også meddelt familien, at han vil have t-shirten på når han skal begraves, hvis ikke der er rettet op på de demokratiske forhold i Polen inden da.

LINK: Sådan fejres Lech Walesa i weekenden

Last Night I had the Strangest Dream (Lech Walesa 2018)