Polsk bil udløste stor-alarm ved Tivoli i København i nat

    Tivoli_København_Copenhagen_Martin_Bager_polennu

    Tivoli i København blev i aftes evakueret, og 4.000 gæster måtte forlade parken på grund af en mistænkelig polsk bil. Foto: Martin Bager, polennu.dk


    KØBENHAVN: En bil med polske nummerpladser, var lørdag aften årsagen til at Tivoli i København blev evakueret.


    En mistænkelig sølvfarvet stationcar med polske nummerplader, fik lørdag aften politiet i København til at spærre dele af København af, og evakuere Tivoli hvor der var 4.000 gæster.

    Ledninger og tomgang

    Tivoli blev evakueret kort før kl. 23, da en mistænkelig bil var blevet registreret i Tietgensgade bag forlystelseshaven. Bilen – en sølvgrå Stationcar – havde ledninger ud af sig og stod i tomgang. Det havde den gjort i flere timer, skriver Ekstra Bladet.

    Men det var en såkaldt subwoofer – et højtaleranlæg – i bilen, der skabte bombefrygt oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet. Kl. 01.24 nåede ejeren af bilen imidlertid frem på stedet og henvendte sig til politiet.

    Polsk ejer

    – En polsk mand og ejer af bilen har henvendt sig til os og forklaret, at han havde lånt bilen ud til sin pap-søn. Det skulle være ham, som har parkeret bilen i tomgang på stedet, oplyser Københavns Politis Centrale Vagtchef til Ekstra Bladet.

    – Det var et subwoofer-anlæg og noget radioanlæg som gjorde det hele mistænkeligt. Og det at bilen har stået i tomgang i flere timer.

    Den uhensigtsmæssige forseelse, der resulterede i, at samtlige af Tivolis gæster måtte gå hjem fra haven før tid under en pludselig, dog rolig, evakuering, kan dog ende med et retsligt efterspil.

    Risikerer sigtelser

    – Det kan godt ende med sigtelser for overtrædelser af færdselsloven idet han ikke har efterladt sit køretøj forsvarligt og låst, at den har stået i tomgang osv. Men det er ikke afgjort endnu, forklarer vagtchefen.

    Hvor den polske ejers papsøn befandt sig i al den tid, som postyret og bombefrygten stod på, melder historien ikke noget om.