Studie_Kamera
WARSZAWA: Den polsk-finansierede tv-station, Belsat, der sender tv til Hviderusland som modvægt til de statskontrolleredes medier har succes.

Den polsk finansierede tv-station Belsat, der er målrettet mod Hviderusland (Belarus) har succes.
Stationen har fordoblet sin sendetid fra 6 til 12 timer dagligt, og det skønnes at cirka 800.000 hviderussere, følger udsendelserne hver dag.

Tre års tv

Programfladen er sammensat af film, nyheder fra Europa, nyt fra Hviderusland, samt dokumentar og underholdningsprogrammer om samfunds og historisk relaterede emner. Stationen har netop fejret sit tre års jubilæum.

Sidste diktator

I Hviderusland hersker Europas sidste diktator, præsident Aleksander Lukasjenko. Medierne i landet styres også af Lukasjenko, ligesom andre demokratiske værdier er en mangelvare i landet.

Præsident Aleksander Lukasjenko har kaldt tv-kanalen for ’dum og fjendsk mod Hviderusland’ og betegnet stationen som ’et værktøj for den vestlige propaganda i landet’.

Overbeviste Polen

I 2006 overbeviste den hviderussiske oppositionsaktivist, Alexander Milinkevitj, de polske myndigheder om, at der var behov for en sådan tv-station, og at den skulle sende fra Polen. Milinkevitj fik støtte til sin ide, og i 2007 var Belsat en realitet.

Belsat sendes fra Warszawa, og produceres af 100 journalister, der er placeret i de største hviderussiske byer. Belsat har ingen officiel sendetilladelse i Hviderusland, da tv-stationen ikke kan opnå godkendelse af de hviderussiske myndigheder.