Pawel Wojciechowski efter sit vinderspring. Han prøvede på højden 5,95, men rev ned. Foto: IAAF
DAEGU: Et spring på 5,90 meter gjorde Pawel Wojciechowski til ny verdensmester i stangspring.
Polen har vundet sin første guldmedalje ved verdensmesterskaberne i atletik i Daegu i Sydkorea.
Tre deltagere i mændenes stangspring klarede højden 5,90 meter, men den 22 årige polak Pawel Wojciechowski vandt guldet, fordi han havde brugt færrest forsøg undervejs i konkurrencen.
Cubaneren Lazaro Borges fik sølv, mens den franske favorit, Renaud Lavillenie, måtte nøjes med bronze.
Guldet kan ændre livet
Pawel Wojciechowski bor i Bydgoszcz sammen med sine forældre og sin bedstefar.
I et interview til det Internationale Atletiks Forbunds hjemmeside, siger han, at han tror, guldmedaljen vil ændre hans liv.
Vil flytte sammen med kæresten
Sammen med hædren modtager den nykårede verdensmester 60.000 US dollars i præmiepenge.
Samtidig åbner titlen mulighed for andre indtægter.
– Så jeg får måske råd til at flytte sammen med min kæreste, lød det beskedne ønske fra Pawel Wojciechowski.