PiS_Jaroslaw_Kaczynski_polennu
WARSZAWA: For fire år siden klokken 8.41 styrtede Polens præsident ned med sit fly i Smolensk i Rusland. En ulykke der har sat dybe spor i Polen, og som har skabt splid og ballade mellem polakker og i forholdet mellem Polen og Rusland.
LÆS  Nye afsløringer om Kaczynski-misbrug af statens fly


En tåget morgen i dag for fire år siden, lettede præsident Lech Kaczynski’s fly fra Warszawa. Om bord var præsidenten og 95 andre højtstående polakker. De skulle til Smolensk i Rusland for at mindes de mere end 22.500 andre højtstående polakker, der blev dræbt ved nakkeskud af den Røde Hærs hemmelige enhed NKVD i den såkaldte Katyn-tragedie.

Største polske tragedie

Men ved indflyvningen til den beskedne og dårligt udstyrede lufthavn i Smolensk i tæt tåge, gik det galt – helt galt. Ifølge den officielle rapport strejfede præsidentens fly en trætop, hvorefter flyet styrtede til jorden. Samtlige 96 ombordværende var dræbt på stedet – også Polens præsident og hans frue. Den største tragedie efter Anden Verdenskrig og kommunismen havde ramt Polen.

Fotograf på rette sted

polennu.dk fotograf Martin Bager var i Krakow tidligt om morgenen den 10. april 2010. Han fortæller.
– Jeg var stået tidligt op den morgen, og følte mig utilpas. Ikke mindst fordi jeg for første gang skulle besøge den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz. Tanken om død og ødelæggelse opmuntrede mig ikke, men jeg havde set frem til besøget længe.

Jeg forstod ikke hvorfor

– Jeg gik alene rundt i Krakows morgentåge ved halvnitiden inden jeg efter planen skulle afsted, men i løbet af kort tid kom der polakker ud alle steder og tændte lys, og jeg forstod ikke hvorfor. Men flere og flere mennesker kom til – nogen grædende og helt ude af sig selv. Da jeg skulle til at spørge en tilfældig forbipasserende hvad der foregik, blev jeg ringet op fra Danmark, og fik at vide hvad der var sket. Og så fik jeg travlt. Det var en dag der gjorde voldsomme indtryk, og som den dag i dag har ændret mange ting i Polen, siger Martin Bager.

LÆS  Klimaaftale fra Paris skal sikres i Polen
LÆS  Ni år med konspirationer om Smolensk-ulykke

SE BILLEDER
polennu.dk: Billeder fra Krakow den 10. april 2010 om morgenen, fanget af polennu.dk fotograf Martin Bager.

Russiske drillerier

Selv om det sårbare og følsomme forhold mellem Polen og Rusland på det tidspunkt var bedre end det havde været længe, så blev Smolensk startskuddet til nye russiske drillerier overfor polakkerne.

Polen har fortsat ikke modtaget vraget af flyet, og Ruslands præsident Putin har undskyldt sig med, at undersøgelserne endnu ikke er færdige. Mange af ligene er blevet forbyttet, med det resultat at flere er blevet genopgravet. Beskyldningerne, rygterne om de faktiske forhold er utallige og uendelige, men et er sikkert. Smolensk har ændret Polen, og den polske politiske stabilitet.

LÆS OGSÅ
Ekstra Bladet: Flystyrt vækker polsk konspirations teori

Krav om ny undersøgelse

Hver den 10. i en måned har foreningen af Katyns ofre siden ulykken, samlet sig foran præsidentpaladset i protest mod undersøgelserne af flystyrtet. Gruppen kræver flere undersøgelser af omstændighederne, da mange polakker – typisk fra den afdøde præsidents parti Lov og Retfærdighed (PiS) – mener at nogen havde planlagt ulykken. Nogle hævder at det var et komplot indgået mellem Ruslands præsident Putin og den polske statsminister Donald Tusk. Derfor ønsker PiS også at holde liv i debatten, ikke mindst fordi der er valg til det polske parlament næste efterår.

Protester dagen igennem

PiS har i dag arrangeret mindegudstjeneste klokken 8. Fra tidspunktet for ulykken, 8:41, vil PiS-medlemmer og sympatisører stå foran præsidentpaladset og læse en appel højt. Der er opsat scener og storskærme, hvor der vises film og spilles koncerter frem til klokken 19, hvor der atter er gudstjeneste.

LÆS  Kritik af Kaczynski for at trodse corona-advarsler
LÆS  Fødselstallet falder igen i Polen

Den afdøde præsident bror Jaroslaw Kaczynski taler foran præsidentpaladset i Warszawa kl. 16:50. Tilsvarende arrangementer gennemføres flere steder i Polen i dag, på fire års dagen for tragedien.

Farlig udvikling

Konspirations teorierne om årsagerne til Smolensk tragedien vil leve videre i uendelig tider, og nye “oplysninger” vil komme frem. Det aktuelle spændte forhold mellem Rusland og det meste af resten af verden, levner ikke udsigt til en løsning på omstændighederne ved ulykken og tilbageleveringen af det polske flyvrag foreløbig. Polakkerne har i flere målinger erkendt, at sandheden om hvad der skete tidligt om morgenen den 10. april 2010, sikkert aldrig nogen sinde kommer frem.

Smolensk er og vil fortsat være et blødende sår i forholdet mellem Moskva og Warszawa – og mellem grupper af polakker.

LÆS PROGRAM
Eksternt link: Smolensk events over hele Polen (polsk)