Unge_foran_Warszawa_Universitet_Martin_Bager_Polen_polennu
WARSZAWA: Dette års studenter i Polen går til skriftlige eksaminer i denne uge. Første eksamen bød på analyser af klassisk polsk litteratur.

De polske gymnasieelever har været til de første skriftlige eksamener ved studentereksamen i denne uge. Mandag bød på skriftlig polsk, mens tirsdag bød på eksamen i matematik, der er obligatorisk for alle gymnasieelever i Polen.

Klassisk litteratur

Eksamen i skriftlig polsk var koncentreret om klassisk polsk litteratur. Eleverne kunne vælge mellem at analysere et uddrag af romanen Oversvømmelsen (Potop) skrevet af Henryk Sienkiewicz i 1886 om Sveriges krig mod Polen i 1600-tallet eller teaterstykket Brylluppet (Wesele) af Stanislaw Wyspianski fra 1901.

Klassisk national litteratur

Begge litterære værker hører til Polens klassiske nationale litteratur, der blev skrevet, mens den polske stat var udslettet fra landkortet.

De der valgte at analysere Sienkiewicz værk, skulle beskrive hovedpersonernes følelser og opførsel som soldater, mens de der valgte at analysere Wyspianski, skulle sammenligne to hovedpersoners syn på national poesi og deres syn på polakker.

Svær matematik-eksamen

Mens eksamen i polsk af elever og kommentatorer blev vurderet som en klassisk og ikke hverken overraskende eller svær eksamen, blev tirsdagens matematik-eksamen derimod vurderet som væsentligt sværeste end sidste års eksamen.

Alle skal op i matematik

Eksamen i matematik er obligatorisk ved studentereksamen i Polen, og selv om dumpeprocenten er høj tilskrives netop det øgede fokus på matematik en stor del af æren for, at polske skole-elever har forbedret deres resultater i PISA-målingerne gennem de seneste år.

De skriftlige eksamener fortsætter i dag med skriftlig engelsk.