Tak, tak og atter tak fra Duda til Trump

Polens præsident Andrzej Duda under et tidligere møde med den amerikanske præsident. Dengang var det Donald Trump der boede i Det Hvide Hus. Foto: Jakub Szymczyk/KPRP.

WASHINGTON: Polens præsident takkede onsdag Donald Trump mange gange, men Andrzej Duda fik ikke det med hjem fra Det Hvide Hus, som han var kommet efter.


Onsdag aften dansk tid, afsluttede Polens præsident Andrzej Duda sit besøg hos Donald Trump i det Hvide Hus.

Den polske ledelse har længe arbejdet på, at mødet skulle resultere i at USA etablerer en base i Polen – med amerikanske soldater fra US-baserne i Tyskland. Men sådan gik det ikke. Det holdt dog ikke den polske præsident tilbage for at sige tak til Donald Trump i hver anden sætning, siger kilder samstemmende til polennu.dk. På et fælles pressemøde blev resultaterne fremlagt.

Ingen US-baser i Polen

Donald Trump bekræftede det nære venskab mellem Polen og USA, men gav ingen konkrete løfter om US-baser i Polen, som den polske præsident ellers havde håbet på. Eller rettere sagt, der bliver ikke noget Fort Trump i Polen. Oplysningen bekræftes også af den amerikanske ambassadør i Polen, der afviser, at der bygges en permanent base, selv om der kommer flere US-soldater til Polen i fremtiden. Polen var ellers klar til at betale 2 milliarder dollars for en US-base.

Obama-aftale

Der er allerede amerikanske soldater i Polen, efter en aftale mellem Barack Obama, Polen og NATO, og sidste år blev det aftalt, at antallet af US-soldater fordobles fra 1.000 til 2.000 soldater. Men såvel den amerikanske som den polske præsident havde forinden fået fortalt, at aftaler om sikkerheden i Europa, skal aftales gennem NATO – og ikke mellem de to lande.

Donald Trump har for nylig meddelt, at han i protest over Tysklands NATO-bidrag, vil trække US-soldater hjem fra baserne i Tyskland, og Polen havde håbet han ville flytte dem til Polen og etablere en base.

– Tyskland betaler en brøkdel af, hvad de skal (…) Jeg er skuffet (…) – og på samme tid betaler Tyskland Rusland milliarder af dollars for energi, sagde Donald Trump. Han vil straffe Tyskland:

– Nogle soldater vender tilbage fra Tyskland til USA, andre flyttes til andre lande, herunder Polen, sagde den amerikanske præsident.

I samme forbindelse sagde Andrzej Duda, efter en briefing fra NATO-generalsekretæren forud for mødet:

– Jeg bad præsident Trump om ikke at trække amerikanske styrker ud af Europa, sagde Andrzej Duda og tilføjede, at Polen er klar til at accepterer flere amerikanske tropper.

Støtte til Tre Have

Donald Trump brugte også mødet til at genbekræfte milliard-tilskuddet til samarbejds-organisationen Tre Have, som består af 12 lande i Central- og Østeuropa. Et samarbejde som Polen og Kroatien fandt på, da Kaczynski overtog magten i Polen i 2015. Samarbejdet kaldes også for Kaczynskis alternativ til EU.

Atom-aftale

Den polske præsident Andrzej Duda meddelte også, at USA og Polen i nær fremtid, vil indgå en aftale om udvikling af atomkraft til energiformål. I aftalen forpligter USA sig samtidigt til at sikre energileverancer til Polen.

 

Begge præsidenter afviste, at mødet mellem dem er aftalt på grund af præsident-valgkampen i Polen og USA. Donald Trump brugte dog mødet til at anbefale polakkerne at stemme på Andrzej Duda ved valget på søndag.

– Han er en succes, sagde Donald Trump.

Den amerikanske præsident lovede også, at han vil besøge Polen i nær fremtid.

polennu.dk er et frit og uafhængigt dansk medie. Vi har hver dag siden 2008 dag leveret gratis nyheder fra Polen på dansk. Hvis du gerne vil støtte vores fortsatte arbejde, så vil et bidrag kunne gøre en stor forskel. Vil du f.eks. støtte os med 100,00 kroner, så kan du gøre det ved at trykke her. Tak for din opmærksomhed.