To største partier står lige efter lokale og regionale valg

    vrede_polakker_over_valget_polennu

    Vreden over valget til de lokale og regionale myndigheder betød, at polske nationalister tidligere på ugen besatte valgkommissionens kontor. Kommissionen er trådt tilbage, efter at valgets it-systemer formentlig er blevet hacket. Foto: Signe Sharon.


    WARSZAWA: Det officielle resultat af sidste søndags lokale og regionale valg, giver dødt løb mellem de største partier i Polen trods exitpoll med sejr til oppositionen.


    I exit poll ved lokal og regionalvalget i Polen den 16. november blev oppositionspartiet, Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) valgets sejrherre med 31,5 procent af stemmerne. Det største regeringsparti Borgernes Platform stod til 27,3 procent af stemmerne, mens det andet regeringsparti det Polske Bondeparti (PSL) fik 17 procent af stemmerne.

    Næste lige store

    Men i de officielle resultater, der blev offentliggjort lørdag, er de to største partier næsten lige store. PiS har fået 26,85 procent af stemmerne, men regeringspartiet PO har fået 26,36 procent af stemmerne. Det Polske Bondeparti har fået ikke mindre end 23,68 procent af stemmerne ved det polske lokal og regionalvalg. Det er det officielle resultat fra valgkommissionen (PKW).

    Mange ugyldige

    Valgkommissionen oplyser, at årsagen til forskellene i forhold til exitpoll, er at 17,9 procent af stemmesedlerne er kendt ugyldige. En afgørelse der har fået nationalister i hele Polen til at gå på gaden for at demonstrere. Valgkommissionens kontor er blevet besat af nationalister, men Lov og Retfærdighedspartiet tager afstand fra besættelsen, fordi de mener at den kun vil forværre situationen.

    Kræver omvalg

    Oppositionspartiet PiS havde inden den formelle afgørelse krævet omvalg på grund af de mange it-problemer. Resultatet var også stærkt forsinket. Også den Demokratiske Venstrealliance ønsker omvalg.

    Præsidenten har møde med valgkommissionen tirsdag om valghandlingerne. Anden runde skal efter planen gennemføres på søndag.