Udenrigsminister frygter for Polens gode rygte

    Udenrigsminister_Schetyna_i_Polen_advarer_om_Polens_rygte_polennu

    Polens udenrigsminister er stolt af det rygte som Polen har i EU og det øvrige udland. Foto: Polens Udenrigsministerium.


    WARSZAWA: Udenrigsminister advarer om, at udtalelser fra oppositionen kan sætte det gode rygte på spil, som Polen har opbygget i udlandet.


    Polens udenrigsminister Grzegorz Schetyna advarede lørdag om, at det gode rygte, som Polen har i EU og store dele af verden i dag, kan blive truet af de udtalelser, som lederen af det største oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) Jaroslaw Kaczynski fremkom med under debatten om flygtninge i Sejmen i sidste uge.

    Stolte af et godt internationalt rygte

    – Polen har et rigtig godt rygte i hele verden, det er vi glade for og stolte af, og det kan vi prale af, sagde den polske udenrigsminister.

    – Dem der siger, at Polen er fantastisk, og at det er sådan her, det skal være, svarer jeg altid, at et brand bygges op over mange år for ikke at sige årtier. Og det kan tabes på nogle få uger, sagde Schetyna.

    Skadelige udtalelser

    Polens udenrigsminister kaldte samtidig Kaczynskis udtalelser for skadelige og farlige, fordi de gav et indtryk af Polen som fremmedfjendsk og som et land, der vender ryggen til Europas problemer.

    Kaczynski sagde blandt andet under debatten, at Polen ikke bør modtage nogen immigranter og truede med svenske tilstande, da Sharia ifølge Kaczynski er gældende i 54 områder i Sverige.

    Polen klar til flygtninge

    Polens statsminister Ewa Kopacz erklærede lørdag, at Polen er klar til at modtage mellem 10.000 og 12.000 flygtninge som led i EU’s plan for fordeling af flygtninge. Hun understregede dog, at der stadig forhandles på området, og at der ikke er taget nogen endelig beslutning endnu.

    Den polske regering er modstander af, at EU skal kunne fastlægge kvoter på området.