WARSZAWA: Store landområder i Polen er helt eller delvist oversvømmet. Europas største floder, mange bifloder og mere end 10.000 søer betyder, at alle regioner er ramt. Og der er mere regn på vej.

Der er tilsyneladende ingen grænser for de ulykker og katastrofer som polakkerne skal gennemleve i dette forår.

Ingen har endnu et klart overblik over skadernes omfang efter de historiske oversvømmelser i Polen de seneste uger.

Områder lagt i ruiner

Oversvømmelserne har, trods lavere vandstand flere steder i Polen, betydet enorme ødelæggelser. Huse, marker, fabrikker, jernbaner og meget anden infrastruktur er ødelagt af vandmasserne, og døde dyr og oversvømmede kloaker og brønde udgør en sundhedsrisiko.

Mange veje er stadig ufremkommelige og el-ledninger falder stadig ned.
Flere steder har militæret sprængt veje, der kan aflede vandet, så det ikke oversvømmer beboelser.

Mere regn på vej

I går regnede det flere steder i Polen, og udsigten for de kommende 5 dage lover mere regn og torden, i stort set alle regioner i landet. Det sker samtidig med at redningsmandskab fra hele Europa kæmper med at pumpe vand væk fra oversvømmede områder og bygninger, oplyser Polskie Radio.

15 døde

Flodbølgen har indtil nu kostet mindst 15 mennesker livet. Seneste blev en ung pige fundet livløs i floden Mlynowka i regionen Podbeskidzie i den sydlige del af landet. Myndighederne venter at tabstallet stiger, når alle huse bliver tømt for vand, og når vandstanden falder til det normale niveau.

Umuligt at gøre op

De økonomiske tab som følge af oversvømmelserne er umulige at vurdere, siger regeringens krisecenter for oversvømmelserne. Efter få dages oversvømmelser, skønnede premierminister Donald Tusk at skaderne løb op i over 18 milliarder zloty. I dag tør ingen længere gætte på omkostninger.

Gratis advokat

Advokater i hele landet har gratis tilbudt ofrene for oversvømmelserne, at hjælpe med forsikringssager og andre forhold. De polakker som er ramt af oversvømmelserne får 6.000 zloty af staten, men det beløb rækker langt fra de steder, hvor borgere har mistet alt og deres hjem, som følge af oversvømmelserne. Mange hjem står stadig under vand.

Desinfektion

Soldater fra kemiske enheder i den polske er klar til at desinficere de oversvømmelsesramte områder, hvor vandet har trukket sig tilbage. Beboere i de områder vil blive vaccineret mod stivkrampe.

Sundhedsfare

I Mazovia region, i den centrale del af Polen er vandstanden også aftagende. Men sanitører advarer mod epidemier i vandet fra brønde og vandrør der er blevet forurenet som følge af oversvømmelserne.

Bygninger rives ned

Mange steder skal bygninger rives ned, fordi der er fare for sammenstyrtninger. Sundhedsteam der består af læger, dyrlæger, sygeplejersker og tekniske eksperter besøger gårde og andre boliger, for at undersøge tilstanden af mennesker, dyr og bygninger.

Warszawa mere sikker

Polens hovedstad er stadig truet af oversvømmelser, men vandstanden er faldet og digerne er ikke gennemvædet, siger den ansvarlige.

– Det bliver bedre og bedre. Vi inspicerer dæmningerne hver halve time og indtil videre har vi ikke konstateret yderligere gennemvædning eller brud, siger Arthur Lauda fra Warszawas brandvæsen.