Vicestatsminister møder skandinaviske erhvervsfolk

    Pawlak_Polen_polennu

    Vicestatsminister Waldemar Pawlak mødte polsk-skandinaviske forretningsfolk på et hotel i Warszawa. Foto: R. Nowakowski.


    WARSZAWA: Polens økonomiminister og vicestatsminister er mere bekymret over polsk fodbold, end over Polens økonomi.


    Den polske vicestatsminister og økonomiminister, Waldemar Pawlak, der er leder af det polske Bondeparti, sagde mandag til polsk-skandinaviske forretningsfolk, at han er mere bekymret for Polens resultater ved EM 2012 i fodbold, end han er for den polske økonomi.

    Morgenmøde

    Det var en veloplagt og humørfyldt polsk økonomiminister der mandag morgen mødte medlemmer af det polsk-skandinaviske handelskammer (SPCC) på Hotel Bristol i Warszawa.

    Europas succeshistorie

    Waldemar Pawlak lagde ud med at præsentere de polske nøgletal, der viste at den polske økonomi er stærk, og at udsigterne for Polens økonomi er gunstige.

    – Regeringen vil forsætte med at stabilisere denne udvikling, sagde ministeren på mødet efter gennemgangen.

    Ikke euro nu

    Vicestatsministeren sagde også, at Polen gerne vil indtræde i eurozonen på langt sigt, men at tiden ikke er inde til det endnu. Ministeren hentydede til den internationale økonomiske krise og usikkerheden omkring euroen.

    Regionale forskelle

    Den polske økonomiminister blev spurgt om, hvad han ville gøre ved de store forskelle der er mellem land og by i indkomst og velstand.

    Waldemar Pawlak svarede, at Polen er effektiv til at skaffe strukturfondsmidler fra EU, og at man har forlænget de gunstige vilkår der er for de særlige økonomiske zoner frem til 2040. De fleste økonomi-zoner ligger på landet eller i små byer, og det mener ministeren vil gøre en forskel.