Visualisering af DCT-terminalen, som den kommer til at se ud 2016 efter udvidelsen: Illustration: DCT Gdansk
GDANSK: Containerterminalen DCT i Gdansk i Polen er gået i gang med en stor udvidelse. Terminalen er en fast del af Maersks internationale rutenet
Det belgiske entreprenørfirma Besix er gået i gang med arbejdet med at udvide containerterminalen DCT ved havnen i Gdansk i Polen.
Udvidelsen skal efter planen være færdig i 2016, og den vil øge terminalens kapacitet markant fra 1,25 millioner såkaldte TEU til 3 millioner TEU. En TEU er en enhed, der svarer til en standard 20 fods container.
Et projekt til 250 mio euro
Projektet er budgetteret til at koste i alt 250 millioner euro. Der skal bygges en ny 650 meter lang kaj, som skal betjenes af fem store containerkraner.
Desuden bliver der anlagt nye oplagspladser til containere, der skal omlastes til andre skibe eller sendes videre med to eller lastbil.
Knudepunkt for Maersk
DCT er et knudepunkt for det danske rederi Maersks aktiviteter i Østersøen, og Gdansk er et stop på vejen for Maersks rute fra Europa til Kina.
Gdansk er den næststørste containerhavn i Østersøen, og den haler år for år ind på Skt. Peterborg i Rusland, som indtil videre er størst.
Ny rekord i 2014
2014 blev et nyt rekordår for Gdansk med hensyn til containertrafikken, der steg med tre procent i forhold til 2013.
Den øvrige godsmængde voksede også. I alt håndterede havnen i Gdansk 32,3 millioner tons gods i 2014, hvilket var syv procent mere end året før.