lm_wind_power_har_etableret_servicecenter_i_Szczecin
SZCZECIN: Den danske vindmølle gigant, LM Wind Power, bedre kendt som LM Glasfiber, åbner nyt servicecenter i Szczecin.

Det danske vingeproducent til vindmøller, LM Wind Power, har ved åbningen 137 ansatte på sit nye servicecenter i Szczecin. Og det slutter ikke der, oplyser ledelsen.

– Vi begyndte med seks teknikere fra Danmark, som kom her ned for at oplære nye medarbejdere. Nu er vi 137, og vi rekrutterer hele tiden nye medarbejdere, sagde Andrzej Ryzlak, som er direktør for LM Wind Power Sevices (Poland), ved den officielle åbning af centeret.

Tæt på markederne

LM Wind Power valgte at placere servicecenteret i Szczecin på grund af den lette adgang til vindmølleparker i Vesteuropa.

Samtidig ligger den polske by tæt på firmaets træningscenter i Tyskland.

Polsk støtte

Adgangen til kvalificeret arbejdskraft har også spillet ind sammen med den støtte LM Wind Power har fået fra provinsen Vestpommerns kontor for Investering og Eksport.

Polens Agentur for Information og Udenlandske Investeringer (PAIZ) har formidlet offentlig støtte til projektet.

Ideen opstod ved fabriksåbning

Ideen til projektet opstod i forbindelse med åbningen af LM Wind Powers vingefabrik i Goleniow, hvor koncernledelsen i LM første gang drøftede muligheden med repræsentanter for Provinsen Vestpommern.